UFOer bygget i Tyskland
- Havde Tyskland udviklet jordiske UFOer under Andens Verdenskrig? - 

Hændelses-dato: 1938-1958
Observationssted:
Tyskland
Pålideligheds Index: 100 %
Publiceret af: Poul-Erik Nielsen, Sc.D.


Udviklede Tyskland UFOer under Anden Verdenskrig?

Udenjordiske UFOer under Anden Verdenskrig
UFOer under Anden Verdenskrig var af Udenjordisk oprindelse.


Der har været en del debat, gående ud på om ”Nazi” Tyskland havde teknologier til at bygge UFOer under Anden Verdenskrig. Måske skyldes tvivlen den kendsgerning, at da krigen sluttede, var såvel Russerne som Amerikanerne som ”høge” efter at tage værdier (videnskabsfolk, opfindere, teknologier med videre) ud af landet så hurtigt som muligt, og dermed er der nogle ”magter” som skjuler sandheden for menneskeden. Men sagt med det samme, ja, Tyskland udviklede et styk jordisk UFO som var funktionsdygtig, men som aldrig blev en del af krigen. Her skal jeg give jer alle den sandfærdig historie omkring tyskernes UFOer.


Indledning
Jeg vil ganske kort starte med at fortælle lidt om ”opfinderen” bag de tyske UFOer. Manden var en østrigsk naturforsker, opfinder og filosof, Viktor Schauberger. Allerede i 1920’erne begyndte han i tale og skrift at forudsige og advare mod den miljøkrise, som vi nu står midt i, og som vi synes at have ringe muligheder for at gøre os til herrer over. Livet igennem blev han i overvejende grad mødt med modstand og spot, men nu øges interessen for hans liv og og arbejde mange steder i verden.
Mennesker føler sig grebne af hans mægtige personlighed, af hans tragiske livsskæbne og af hans dristige fysiske og tekniske teorier, hvormed han ville angive retningslinierne for skabelsen af en ny og livsvenlig teknisk udvikling i verden.

Selv har Viktor Schauberger sagt: ”Man kalder mig gal. Det kan være, man har ret. Det gør i så fald hverken fra eller til, om der løber endnu en dåre omkring på denne jord. Men hvis det i stedet skulle være mig, der har ret, og videnskaben, der har uret – så må Gud Herren forbarme sig over menneskeheden.”


Første møde med Adolf Hitler
Scenen er den tyske rigskancelli en dag i 1934. Adolf Hitler sidder tilbagelænet i sin stol og fikserer uophørligt en mand, der sidder lige over for ham på den anden side af det store skrivebord. Der er endnu en mand i kontoret – ministerialdirektor Wiluhn, en mægtig mand, men lige nu blot en bifigur. Den, der i dag dominerer scenen er ikke engang Hitler selv, men manden lige over for ham. Det er en kraftig, rank mand i halvtredsårsalderen med let gråsprængt fuldskæg, ørnenæse og et dominerende blik – en mand, der står megen strid om, der har mange fjender, men som også beundres af mange. Det er den legendariske ”vandtroldmand” fra Linz ved Donau – Viktor Scauberger.

Hitler havde kaldt ham til sig. Nu havde han lige stillet ham et spørgsmål: ”De er i gang med en masse ting, der interesserer mig. Men hvordan har De fået den besynderlige idé at kalde teknikken for alle tiders største menneskelige selvbedrag?”
Schauberger: ”Hr. rigskansler, vil De virkelig høre sandheden”?
Hitler (overrasket): ”Ja, naturligvis, sig hvad De vil.”
Schauberger: ”Hr. rigskansler, den nuværende videnskab befinder sig på et vildspor. Jeg advarer Dem mod at gå videre ad den vej. Det gælder frem for alt behandlingen af vandet – bæreren af al udvikling. De nuværende metoder til bygning af dæmninger, vandkraftværker og til skovdrift ødelægger vandet – denne jordens blod. Det bliver sygt og drager i sin sygdomstilstand alle sine omgivelser med sig. I stedet for en fremadskridende udvikling peger alt mod en katastrofe. Men Deres 4-årsplan og de tekniske metoder, som De anvender i den, bygger De ikke Tyskland op, men river den i stedet ned. På denne måde vil Tyskland gå under inden 10 år..”

Lad os ikke fordybe os mere i denne samtale og begivenhederne for denne, men i stedet vil vi gå til næste samtale omkring helt nye jordiske teknologier, som ville kunne benyttes i krigsførelse.

Mødet med Hitler omkring energimaskiner
En industrimagnat R. fra Bremen havde i 1934 hørt om Schaubergers ”Heilwasser” og havde sat sig i forbindelse med ham for at få patentrettigheder for Tyskland. Gennem R. kom det omsider ad omveje til Hitlers kendskab, at der fandtes en østriger, der havde originale ideer om teknikken og var i gang med ejendommelige opfindelser.
Østrig var dengang endnu ikke annekteret, men stemningen mellem de to regeringer var ganske spændt. En dag kom der dog, via den tyske ambassade i Wien, en ansøgning om, at en vis Viktor Schauberger måtte få visum til et besøg hos Hitler.

Tyskerne bygge et UFO, efter Viktor Schaubergs opfindelse

Tyskerne byggede et UFO, udviklet af den østrigske opfinder, Viktor Schauberger.

Schauberger fik foretræde for Hitler, der viste sig at være særdeles vel underrettet om hans tidligere virksomhed, og bad ham gøre indgående rede for sine ideer og sin forskning. Schauberger havde bedt om, at mødet måtte blive under fire øjne, og havde også fået løfte om dette, men da han kom ind i Hitlers værelse, så han, at der var endnu en person til stede, og netop en person, som Schauberger tidligere havde haft bitre sammenstød med, nemlig en højtstående tjenestemand fra Kaiser Wilhelm-Instituttet, ministerialdirektor Wiluhn. Schauberger fik dog lov til at tale uforstyrret i en times tid, uden at blive afbrudt. Og han gjorde grundigt rede for, hvad han mente var forkerte økonomiske metoder i Hitlers fireårsplan med mere.

Da han sluttede, spurgte Hitler: ”Hvad vil De da sætte i stedet for de energimaskiner og metoder, vi har i dag?”
Schauberger svarede: ”Giv mig lokaler og personale og det materiale, jeg selv udvælger, så skal De om nogle måneder selv få mine metoder til at skabe energi at se. Derefter kan De selv afgøre, hvilke metoder der er de bedste og mest fremmende for udviklingen.”
Hitler: ”Men hvor har De tænkt Dem at tage brændstoffet fra til Deres energimaskiner?”
Schauberger: ”Fra vandet og luften, hvor kraften findes.”
Nu trykkede Hitler på en knap, og statssekretær Keppler kom ind.
Hitler: ”Giv denne østriger, hvis ideer interesserer mig, hvad han behøver for at bevise, at han har ret.” Hitler tog derefter afsked med Schauberger, der blev fulgt ud af Keppler.

Så snart han var kommet ud for døren, kom imidlertid Wiluhn farende og overøste ham med grovheder. Han beskyldtes for at have listet sig ind hos Hitler, og at have sat idiotiske griller i hovedet på ham. Efter en heftig ordveksling gik Schauberger til sit hotel. Der kom da telefon fra rigskancelliet, at han skulle indfinde sig der igen, men han rejste i stedet straks hjem til Østrig og græmmede sig længe over at have rejst helt til Berlin, bare for at blive ”generet af den undermåler til Wiluhn”.

Hvad der blev aftalt med Hitler, kom ikke til udførelse denne gang, men flere år senere skulle det vise sig, at Schauberger ikke var glemt i det tredje rige.  

Elektricitet direkte fra vand
I 1938 gennemførtes Østrigs ”Anschluss” til Tyskland. Straks efter fik Schauberger en meddelelse fra Julius Streicher, der gik ud på, at efter Hitlers ordre skulle alle faciliteter stilles til Schaubergs disposition. Han skulle dels have tildelt 10 millioner rigsmark til at projektere hugst og flådningsanlæg i Bayern, Øvre Østrig og Böhmen, dels skulle professor Kötschaus laboratorium i Nürnberg stilles til hans disposition til fortsat forskning.

Schauberger sendte så bud efter sin søn, Walter, der havde aflagt sin diplomingeniøreksamen ved den Tekniske Højskole i Dresden, og nu arbejdede som assisten der, og bad ham komme til Nürnberg for at hjælpe sig med eksperimenterne. Sønnen havde ikke kunnet acceptere alt i faderens teorier, men havde i mangt og meget forholdt sig skeptisk. Med tiden blev han dog overbevist om rigtigheden i faderens opfattelse.

Man begyndte nu på en ny at tage de forsøg op, som Schauberger tidligere havde været i gang med sammen med Dr. Winter, nemlig at forsøge at få elektrisk energi direkte ud af en vandstråle.
I begyndelsen forsøgte man med kraftige vandstråler under højt tryk, og fra store mundstykker, men uden resultat. Walter Schauberger gik da over til den modsatte yderlighed med meget fine mundstykker og lavt tryk, og så begyndte der at optræde elektriske fænomener, hvor spændingen kunne nå helt op til 50.000 volt. Julius Streicher var meget imponeret over det og tilkaldte en fysiker fra højskolen, der skulle forklare fænomenet. Denne begyndte straks at lede efter elektriske ledninger til apparaterne, men da han ikke fandt nogen, sagde han forarget til Walter Schauberger, at han skulle vise, hvor han havde gemt dem.
At vandet selv skulle frembringe den høje spænding, anså han for helt utroligt, men da han efterhånden blev klar over det, og at der ikke var svindel med i spillet, indrømmede han, at han ikke kunne forklare fænomenet.

Vandstråleforsøgene, der i og for sig var interessante, førte dog ikke til noget praktisk resultat i denne omgang.

Begivenhederne under krigen
Da krigen (Anden Verdenskrig) havde afbrudt forsøgene i Stuttgart, vendte Schauberger tilbage til Østrig samtidig med, at sønnen Walter blev indkaldt til militærtjeneste. Efter nogen tids forløb fik han imidlertid ordre til at indfinde sig til en almindelig helbredsundersøgelse med henblik på, at han snart skulle træde ind i pensionsalderen. Det viste sig imidlertid, at denne undersøgelse var sat i scene af et ingeniør- og arkitektforbund.

Tyskerne byggede et UFO

Intet ondt anende indfandt han sig på det opgivne sted, men førtes da videre til en anden klinik til en ”specialundersøgelse”.
Hans rædsel og fortvivlelse var grænseløs, da han uventet fandt sig indespærret på et sindssygehospital.
Han forstod, at hans modstandere igen ville uskadeliggøre ham, men sagde til sig selv, at den eneste chance han havde for at slippe ud igen, var at opføre sig fuldstændig roligt og behersket, og ikke lade sin koleriske natur vinde overhånd.
Efter en lang ventetid, blev han undersøgt at en ung læge, der dog efter en kort udspørgen forstod, at hans patient var fuldt tilregnelig. Han hentede sin chef, professor Fôtzl, der straks lod ham føre bort fra den afdeling med udelukkende svært sindssyge, hvor han var blevet anbragt. Han måtte herefter gennemgå en test.
Efter at man havde konstateret, at han var fuldt normal, blev han ført til professor Wagner Jauregg, der på ny testede ham og til sidst udskrev ham med en attest om, at han var fuldt normal og ”højt intelligent”.
Da professor Fôtzl forsøgte at gå til bunds i denne underlige historie, viste det sig umuligt at få klarhed over, hvem der havde sendt Schauberger til den psykiatriske klinik. Ingen dokumenter i sagen eksisterer længere. 

Anerikanerne og Russerne stjal opfindelsen
Efter en tids forløb blev Schauberger indkaldt. Han blev sendt som kommandant til et faldskærmskompagni i Italien, men inden længe kom der ordre fra Himmler om, at han skulle melde sig i Wien på SS-højskolen i Wien-Rosenhügel. Da han kom dertil, blev han beordret videre til koncentrationslejren i Mauthausen, hvor han skulle melde sig hos SS-Standartenfûhrer Zeireis.
Denne meddelte ham, at han havde en personlig hilsen fra Himmler: ”Vi har gjort overvejelser over Deres forskning og mener, at der kan være noget i det. De må nu vælge mellem enten at stille Dem i spidsen for et forskerhold, sammensat af teknikere og fysikere blandt fangerne, for at udvikle maskiner, der drives med den af Dem opdagede energi, eller også bliver De hængt.”

Schauberger valgte af gode grunde det første alternativ, og så gik et intensivt arbejde i gang. Efter at SS-højskolen, hvor arbejdet blev udført, var blevet udbombet, blev Schauberger med sin gruppe flyttet til Leonstein ved Linz. Det projekt, man begyndte at arbejde med, var en ”flyvende tallerken”, drevet af en forelturbine. Schauberger havde konstruktionsprincippet klart:

”Hvis man fører vand eller luft . . . ind i ”cykloide” svingninger med højt omdrejningstal i nærværelse af visse katalysatorer, så opstår der en energi . . . der leviterer med uhørt kraft og tager den form, der skabte den, med på slæb. Hvis man tænker denne tanke til ende . . . så får man den ideelle flyvemaskine eller ideelle undervandsbåd . . . alt praktisk taget, uden nogen fremdriftsmiddel.”

Resultatet af forskningsarbejdet blev overraskende. Det blev succes og nederlag. Viktor Schauberger fortalte selv kort om det i et brev til den daværende vesttyske forsvarsminister Strauss den 28. februar 1956:

”. . . jeg foretrak det første alternativ, og cirka et år senere steg uventet, allerede ved første forsøg, vor ”flyvende tallerken” op mod taget i værkstedshallen og blev knust. Få dage efter ankom en amerikansk afdeling, der var nøje underrettet, og beslaglagde alt. Efter en meget indgående undersøgelse af en amerikansk efterretningsofficer blev jeg taget i beskyttelsesarrest, og blev bevogtet i ni måneder af seks gendarmer. En vigtig del af dette apparat fandt russerne i min bolig i Wien.”

Russerne sprængte Schaubergers bolig
Schauberger siger: ”Allerede ved første forsøg fungerede apparatet . . . og steg til vejrs med en blågrøn, derefter sølvfarvet lyskrans efter sig.”

Formodentligt for at forhindre andre i at finde eventuelle gemte detaljer, som de selv havde overset under deres søgen, sprængte russerne Schaubergs bolig, da de forlod den. Flere af de forskere, der havde været hans medhjælpere, og som var russiske krigsfanger, vendte tilbage til Sovjetunionen ved krigens slutning.
Da russerne havde deres store succeser med deres rumraketter, gik der blandt andet rygter om, at de skulle have anvendt Schaubergers ideer ved deres konstruktioner. Alle, der havde deltaget i forsøgene omkring den ”flyvende tallerken” blev interneret på samme måde som Schauberger. Schauberger skrevi 1956:

”Da krigen var slut, blev jeg interneret af den amerikanske besættelsesmagt og bevogtet af seks gendarmer i et helt år, fordi jeg havde viden om processer, der kunne skabe atomenergi. Da jeg blev frigivet, blev jeg truet med ny internering, hvis jeg fortsatte min forskning – til trods for, at det drejede sig om en helt ny viden om atomenergi.
Da den østrigske fredstraktat blev ratificeret, gik jeg atter i gang med mit arbejde, men da jeg havde mistet alt, hvad jeg ejede ved krigens slutning, gik det kun meget langsomt fremad. Jeg afviste finansiel støtte fra udenforstående.
Det er grunden til, at det har taget sin tid med at fremstille anvendelige modeller, der vil kunne frigives, så snart patentansøgningerne er bevilget.”

Efter frigivelse flyttede Schauberger til Linz. Som ovenfor nævnt begyndte han igen at arbejde med sin forskning, men var stadig hæmmet af mangel på midler. Han plejede at sige, at ”med en foldekniv og nogle ører i lommen, kan man ikke udrette meget.”

Man kan spekulere over årsagen til, at han blev interneret af amerikanerne. I hvis interesse skete det? Måske ligger der en forklaring på disse begivenheder i det, der siden skete i 1958 i USA, og som førte til Schaubergers død.

Amerikanske agenter og Schaubergers død
Sådan var hans historie, da to amerikanere kom på besøg i vinteren 1957-58. Deres kontakt med ham var blevet formidlet af en af de aviser, der arbejdede mest energisk for den nævnte verdensforening. Denne vinter havde hans helbred været meget dårligere, og han nævnte nu undertiden, at han ikke ville leve så meget længere.
Han blev stadig mere urolig og rastløs, og han gjorde fortvivlede forsøg på at løse de problemer, der endnu hindrede implosionsmaskinen i at fungere rigtigt. Og hvad der siden skete, har hans gamle ven og medarbejder, Aloys Kokaly, leder af den tyske biotekniske forening, fortalt om:

”I forbindelse med en foredragsrejse i Sydtyskland og Østrig sidste år (1958), besøgte jeg Viktor Schauberger i Bad Ischl. Han havde to amerikanere hos sig.
Den ene af dem, Mr. G., talte perfekt tysk med bayersk accent. (Han havde under besættelsen været amerikansk repræsentant i Wûrzburg). Jeg kunne kun få lov at tale i enrum med Schauberger i nogle få minutter. Mr. G. meddelte ”strengt fortroligt” at Schauberger, far og søn, snart skulle flyve til Amerika.
Under alle omstændigheder ville Schaubergers sag være Amerikas sag, forklarede han. Alle tekniske forberedelser var allerede truffet for at udvikle Schaubergers opdagelser i stor målestok.
Også kapital stod til disposition i ubegrænset mængde. Fremfor alt måtte man arbejde hurtigt, fordi Viktor Schauberger kun havde lovet at blive i tre måneder. I denne forbindelse talte Schauberger dog om, at han kun ville give en starthjælp”.

Tysklands UFO blev ødelagt, så ingen kunne stjæle teknologien bag denne.

Bygget efter Viktor Schauberger. Det er det eneste eksemplar som var funktionsdygtigt, men blev destrueret for at undgå at andre kunne få kendskab til teknologien.

Amerikanerne førte Schauberger ud i ørkenen
Et tysk tidsskrift fortæller:
”Schauberger og hans søn fløj til Texas. Til USA medtog de alt, hvad der fandtes af skriftligt materiale, modeller, apparater og så videre. Schauberger og hans søn førtes ud og isoleredes i Texas-ørkenen i nærheden af Red River. Dermed var forbindelsen til omverdenen afbrudt. Deres post blev censureret.
Da de spurgte om, hvornår forsøgsarbejdet skulle begynde, fik de det svar, at ”nu har vi god tid”. Men de fik besked på at skrive alt ned, hvad de vidste. Dette samt deres skitser blev hentet og sendt videre til en atomekspert til bedømmelse.
I september kom denne ekspert ned fra staten New York til Texas til en tre dages konference. Hans slut bedømmelse var positiv. Sine resultater sammenfattede han som følger: ”Den vej Mr. Schauberger har anvist i sin fremstilling og sine modeller, er vejen for den fremtidige bioteknik. Det, Schauberger foreslår, siger og påstår, er rigtigt. Indenfor fire år skal vi gøre det til virkelighed.

De tre måneder var nu gået, og Viktor Schauberger forlangte at komme tilbage til Europa., men nu blev der sagt fra amerikansk side: ”I betragtning af det glædelige resultat af vor eksperts undersøgelse, må De og Deres søn blive her. En så revolutionerende sag kræver ofre. De vil begge i de nærmeste år blive placeret i Arizonas ørkenområde.”
Både fader og søn protesterede mod denne plan.
Til sidst sagde man til Viktor Schauberger, at han skulle få lov at rejse hjem på betingelse af, at han underskrev en kontrakt på engelsk, som man fremlagde. (Han var fuldstændig ukyndig i dette sprog.) Han fik en halv time til at betænke sig.
Efter en hård diskussion med fader og søn, oversatte en af de tilstedeværende amerikanere i store træk kontrakten, der var på flere sider. Viktor Schauberger havde intet andet valg end at skrive under; situationen var alt for truende. Hans søn skulle undertegne en arbejdskontrakt. Han vægrede sig med henvisning til, at han kun var på besøg i USA, og at det ville være ulovligt.
Kontrakten forpligtede Viktor Schauberger til at overholde fuldstændig tavshed om sine hidtidige og kommende opdagelser. Samtidig måtte han overlade alt, hvad han hidtil havde opdaget, til chefen for ”gruppen”, en Mr. R. D.
Over for sønnen forklarede man, at hvis han ikke tav fuldstændig stille, skulle han nok blive bragt til tavshed af deres agenter i Europa (Mûnchen). Ifølge denne ”Texas-kontrakt” havde bossen R. D. nu alle rettigheder, helt eller delvist.
Viktor Schauberger og hans søn rejste nu dag og nat, uden hvil, tilbage til Østrig. Han kunne ikke komme sig over, at man nu havde taget alt fra ham, og at han nu kun var en tom skal. For hans hjerne, hans forstand, hans åndelige indhold, alle hans tanker, tilhørte nu, ifølge Texas-aftalen, bossen R. D.”

Fem dage efter at han var kommet hjem, den 25. september 1958, døde Viktor Schauberger i Linz, 73 år gammel. Fortvivlet gentog han atter og atter: ”Alt tog de fra mig, alt. Jeg ejer ikke engang mig selv.”

Det tyske funktionsdygtige UFO, som blev udviklet og bygget efter opfinderens teknik, Viktor Schauberger, kunne i øvrigt stige til en højde af 15 km. på tre minutter, og kunne nå en hastighed af 2.200 km./t. Det kunne flyve fremad og baglæns samt stå stille i luften.

Ingen magt på denne planet har endnu, indtil året 2015, udviklet et UFO som kan sidestilles med udenjordisk teknologi, de såkaldte rigtige UFOer. Man forstår endnu ikke teknologien til fulde.