Elektromagnetisk fusion og ET rumteknologi
- Rumteknologisk konsulent David Adair fortæller om sine usædvanlige oplevelser og hemmeligheder i Area 51, Nevada -

Dansk bearbejdelse: Poul-Erik Nielsen, Sc.D.

Vidneudsagnet her er givet af: David T. Adair, Rumteknologisk ekspert, ophavsmand til kryogen motoren

David T. Adair

Denne beretning bekræfter Richard Boylans påstand om, at amerikanerne hentede en gådefuld „monolith“ med enorme energier ned fra rummet mellem Jorden og Månen. Læg venligst mærke til, at David er et af Dr. Steven Greers markante vidner i kongreshøringen.

Udenjordisk teknologi

Robert Stanley: Fortæl mig om det afslørende regeringsbrev, som du lader cirkulere.
David Adair: Dette brev er baseret på en række begivenheder, der fandt sted, da jeg første gang aflagde vidnesbyrd for Dr. Steven Greer i 1997. Det er i grunden ganske enkelt. Vi ønsker en høring i Kongressen, der vil tilstå funktionærer fra hemmelige programmer total immunitet fra deres aflagte ed i forbindelse med den nationale sikkerhed. Dr. Greer fortæller, at han har i hundredvis af vidner. Jeg véd, at det ikke bare er gas, for i 1971 så jeg en mængde mennesker, der arbejdede med disse ting.
Robert: I område 51?
David: Korrekt. Jeg så dem arbejde under jorden med alle disse forskellige fartøjer og prøvede at finde ud af, hvordan de virkede. Jeg vil tro, at nogle mennesker har brugt 30 år eller mere på at arbejde inden for disse projekter. Prøv engang at forestille dig, hvad de kunne fortælle os. Men hvad der er endnu vigtigere: De ville kunne fortælle os, hvem der betalte dem, hvem der underskrev lønningschecken.
Robert: Du er altså ivrig efter offentlige høringer?
David: Absolut. Jeg ønsker afgjort, at verden skal høre, hvad disse insideringeniører har at sige.
Robert: Du fortalte mig under forberedelserne til interviewet, at denne begivenhed kunne ændre vore liv radikalt, at vi kunne begynde at integrere nogle af de mere avancerede teknologier i vor infrastruktur?
David: Præcis; men det er noget problematisk at afsløre det hele. I den periode hvor jeg var i Area 51 blev jeg ført gennem kontorer, der befandt sig i sidevæggene til hangarer og laboratorier, og de tog mig ind på et værelse og låste mig inde dér. Og dér måtte jeg så blive, indtil general LeMay kom. Men jeg så en masse mennesker i arbejde, mens vi gik forbi kontorerne.
Robert: Vent et øjeblik. Kom general LeMay virkelig personlig for at få dig ud?
David: Ja. Hvis du læser hans selvbiografi, ”Iron Eagle”, vil du finde ud af, at han tidligere var chef for SAC (Strategisk Luftkommando). ”General Curtis E. LeMay, pensioneret 1. februar 1965, død 3. oktober 1990. LeMay var den femte Chief of Staff i US Air Force´.  Bag i bogen omtaler han sine forældre. De boede i Mount Vernon, Ohio. Selv boede jeg i Mount Vernon, Ohio, da jeg byggede mine første fusionsraketter. Jeg var på forsiden af den lokale avis.
Robert: Hvordan gik det til?
David: Tjah, vel nok fordi hans barnepige var min moder, Evangeline Adair.
Robert: Det var da et mærkeligt sammentræf!
David: Ja, og sådan gik det til, at LeMay lærte mig personligt at kende. Og det var, da vor lokale kongresmand begyndte at støtte min anden raket økonomisk, at avisen Mount Vernon News fik fært af historien. Det var det hurtigste fartøj, der nogensinde var blevet bygget på Jorden.
Robert: Er det, jeg kigger på, et foto af den anden raket?
David: Ja, såmænd. Jeg har gemt alle slags avisartikler, der omhandlede mig. Kongresmedlem John Ashbrook skaffede mig penge. Han var formand for Kongressens komité for indenrigssikkerhed, men også med i komiteerne for uddannelse og arbejde, og det er gennem komitéen for uddannelse, at han skabte grundlaget for mit arbejde.
Da så luftvåbnet dukkede op for at inspicere min anden raket, var de forfærdeligt emsige efter at få fat i alle formlerne og den protype, jeg havde bygget op fra bunden. De vidste, at jeg var på sporet af noget, og derfor finansierede de mig gennem NSF (National Science Foundation). Så gik min mor hen og blev bekymret, fordi folkene fra regeringen blandede sig i vore liv. Altså tog hun hen og snakkede med general LeMay. Curtis holdt virkelig meget af min moder, og han havde set historierne i aviserne og kom derfor over for at tale med mig.
Senere snakkede han med kongresmedlem Ashbrook. Det næste, jeg véd af, er, at LeMay sagde til mig: ”David, jeg vil være din kammerat. Jeg vil blive din projektmanager.” Og det var faktisk det bedste, der kunne ske for mig, fordi jeg meget senere fandt ud af, at det var LeMay, der reddede mit skind.
Robert: Det kan man da kalde en stærk protektion.
David: Ja, men det virkelig interessante er, at en undersøger fandt alt materialet frem til kongresmedlem Ashbrook fra Kongresbiblioteket og fandt al denne dokumentation. Undersøgeren var chokeret over at erfare, at jeg fortalte sandheden. I et af brevene fortalte jeg Luftvåbnet, at uden den rette elektronik og de rigtige formler til at komprimere og formindske den fusionsmotor, jeg var ved at bygge, ville jeg få brug for et virkelig stort fartøj, jeg kunne anbringe motoren i, og det skulle dæleme være stort! Med tiden fandt jeg en ICBM [interkontinental ballistisk missil], en Titan 3, der var hevet frem af mølposen og var blevet foræret til Centret for videnskab og industri i Ohio. De havde netop tømt den for brændstof og parkeret den i et lagerområde. Den var flyveklar. Efter nogen tid fik jeg så fat i denne Titan. I den tid havde jeg flere informationsbaserede drømme, og på baggrund heraf omformede jeg fusionsmotoren til en størrelse, man kunne arbejde med. Alle og enhver var henrykte; for det at tumle rundt med en Titan raket er noget af et job – den er 30 etager høj! Efter at have fortalt dem, at jeg kunne komprimere historien ned til en motor, der kunne passe ind i en 12 fod høj raket, måtte jeg bygge den op fra grunden på ny.  
Robert: Sagde du ikke, der var to raketter?
David: Jo, du har ret. Der var to af disse prototyper. Denne her gik til en videnskabelig udstilling. Men her er den, der aldrig er blevet vist offentligt.
Robert: Er det den, du fortalte mig var ”stealth”? [ikke til at spore].
David: Korrekt. Vi byggede én kun for de lokale, så de kunne se, hvad vi arbejdede på. Fyrene fra Luftvåbnet kom over til mit hjem hver dag. De tog deres uniformer af og gik rundt i T-shirts og shorts, så at lokalbefolkningen ville tro, at det bare var almindelige mennesker, der hjalp mig med alt det rakethalløj, jeg gik og byggede. Så når byens folk kom forbi, tænkte de blot: ”Det må jeg sige. Det er en stor én, han bygger denne gang". Men vi havde to af dem i produktion. Vi havde én i front og én i baglokalet. Og den virkede udmærket. Det her var altså min introduktion til de hemmelige aktiviteter. Al den dokumentation, jeg har vist dig her, bragte jeg med mig til Kongressen. Jeg ønskede ikke at vidne, fordi jeg balancerede på den hårfine grænse af den nationale sikkerhed. Jeg kunne imidlertid fortælle denne specielle historie, fordi jeg kun var 17 år gammel, da det skete. Strom Thurman sagde engang til mig: ”Du er den største løsgående kanon på dækket, min dreng.”
Robert: Lad os vende tilbage til din oplevelse på Område 51 med general Curtis LeMay.
David: Okay. Det, der skete, var meget enkelt. Jeg havde sprængt min egen motor. Jeg saboterede min raket, efter at den var landet på Område 51. Den sprængtes i en milliard stumper. Efter at de havde vist mig motoren nedenunder, vidste jeg, hvad de var ude efter.
Robert: Hvad for en motor?
David: Den elektromagnetiske fusionsmotor, fordi de er så hurtige. Der findes intet som den. Motorer med flydende eller fast brændsel er i sammenligning med den som en Ford T model over for en Lamborghini. Den startede så hurtigt, at den gik fra 0 til 14.000 km/t på omkring 4,6 sekunder. Den var så hurtig, at du ikke engang kunne se den.
Robert: Så hurtigt fra en stående start?
David: Ja. Det ville være som at se et projektil forlade løbet på en riffel.
Robert: Det er da umuligt at se.
David: Korrekt. Altså troede alle på affyringsstedet, at den var eksploderet. Jeg byggede det meste af den af titanium. Vi brugte også inconel og kulfiber. Vi benyttede alt hvad der var muligt af stærkt og letvægtsmateriale til den raket. Og som følge af den ekstreme g-kraft i affyringsøjeblikket blev alt indeni simpelthen warpet. [Ordet warp er udtryk for overordentlig stor hastighed – tænk på ”Stjernekrigen” – filmen, hvor der bliver talt om hastigheder på Warp 3 eller 7 eller mere].
Robert: Men motoren var altså stadig intakt, da raketten landede i område 51?
David: Præcis. Den dalede ned med faldskærm. Og her begynder det at blive uhyggeligt; for der er en masse grimme fyre med i denne historie. Dr. Wernher von Braun advarede mig. Jeg kendte von Braun fra barnsben, fordi jeg udførte alt hans arbejde med raketter først i 70’erne, da vi landsatte mennesker på Månen. Halvanden times kørsel fra mit hjem ligger Wapakenneta, hvor Neil Armstrong boede. Hans moder Viola og jeg blev venner. Hun blev ligesom en reservemor for mig. Altså hang jeg omkring hende og plejede at se Neil, og han kunne lide mig, fordi jeg ikke var interesseret i hans berømmelse – jeg holdt bare af hans moder. Neil var et meget tilbageholdende menneske, næsten en eneboer, for da han kom tilbage fra Månen, forsvandt han bare bogstaveligt. Men fordi jeg var i det miljø, kom jeg til selskaber, hvor alle de oprindelige Apollo VII astronauter plejede at dukke op, og det samme gjorde von Braun. Og det er sådan, jeg mødte ham og begyndte at få kontakt med ham. Sagen er, at von Braun advarede mig om, at hvis jeg under mit arbejde med raketter skulle komme til at møde en mand ved navn Dr. Arthur Rudolph, skulle jeg være yderst forsigtig, fordi han var så farlig.
Dr. Arthur Rudolph var chefarkitekten bag Saturn 5 motorerne til vor Apollo måneraket. Han kom til USA sammen med von Braun og andre tyske videnskabsmænd under Operation Paperclip (krigserstatning fra anden verdenskrig). Rudolph var oberst i Gestapo. Han havde personligt dræbt i hundredvis af jøder under bygningen af V-2 raketterne ved Peenemünde. Hvis nogen begik en fejl, anbragte han et kabel omkring halsen på den formastelige og løftede ham langsomt op, indtil han blev kvalt. Derefter lod han bare manden hænge dér, så alle kunne se det. Der hang rådnende lig alle vegne. De plejede også at fodre folk af med vand og savsmuld. Det tog så sulten, indtil de døde, og så blev de bare erstattet med nye mennesker. Denne mand vandt sig Most Distinguished Service medaljen – den højeste belønning, NASA kan give. Mossad [den israelske efterretningstjeneste] fik fat på Dr. Rudolph den 25. maj 1984. Som følge af sine krigsforbrydelser blev han deporteret til München i Tyskland, hvor han døde i fængslet. Nå, men general LeMay sendte mig til Wright-Patterson i Dayton, Ohio, hvor SAC hovedkvarteret var. Derfra fløj jeg og min raket og nogle oberster i et C-141 transportfly til White Sands. Dér dukkede der straks et sort DC-9 fly op. LeMay havde fortalt mig, at hvis dette fly viste sig, ville det betyde et ægte problem for mig. Ud trådte nogle fyre i dragter og spejlende solbriller. Blandt dem var der en lille fyr i khaki uniform. Jeg vidste, at det var Dr. Rudolph, fordi Dr. Braun havde vist mig et billede af ham.
Robert: Hvem arbejdede Dr. Rudolph for?

Den tyske Super-Ingeniør Arthur Rudolph

David: Det véd jeg ikke med sikkerhed – måske et af disse efterretnings agenturer; men han arbejdede i første række for NASA, og så snart han var stået ud af flyet, ville han se min raket. Da jeg spurgte, hvem han var, sagde han: ”Åh, jeg er bare én, der inspicerer raketter for regeringen.” Så spurgte jeg, om han var fra NASA, og han svarede, at han aldrig havde arbejdet der. Så gik vi over til min raket og åbnede en lem i siden. Da han lænede sig frem for at kigge på motoren, begyndte han at mumle for sig selv, og han lod til virkelig at være ophidset – muligvis fordi jeg havde bygget noget, som han mente var umuligt. Altså benyttede jeg lejligheden til at læne mig hen imod ham og hviske: ”Er De klar over, at i samme størrelsesforhold har denne motor en fremdrift, der er 10.000 gange så stor som F-1, Saturn V motoren, Dr. Rudolph?”Han blev aldeles rasende og ville vide, hvem jeg var, og hvordan det kunne være, at jeg vidste så meget. Så svarede jeg: ”Jeg er bare et barn, der sender raketter op ude blandt køerne på marken i Ohio.” Under alle omstændigheder havde jeg venner stående omkring mig, der var oberster i luftvåbnet, og som LeMay havde givet til opgave at passe på mig. Jeg blev ophidset, da Dr. Rudolph sagde, at han ønskede at ændre landingskoordinaterne på min raket. Han var virkelig barsk.
Det navigationssystem, jeg brugte, var alt sammen analogt; men jeg havde programmeret mit system, så raketten ville gå ned inden for en radius af tre km fra affyringsstedet. Dr. Rudolph fik mig til at omprogrammere koordinaterne, så at min raket ville lande 730 km nordvest for White Sands i et område i Nevada, som de kaldte Groom Lake. Nå, jeg hev straks mine kort frem, og jeg kiggede på Groom Lake og tænkte: ”Store Gud! Hvorfor til en tørlagt søbund så langt borte?” Men Dr. Rudolph sagde: ”Bare gør det.” Han var virkelig fjendtlig indstillet. Og von Braun og LeMay havde mange gange advaret mig om, at jeg skulle være meget forsigtig med ikke at træde Dr. Rudolph over tæerne. Altså rettede jeg koordinaterne i styringssystemet; vi sendte raketten op, og den startede perfekt. Og ganske rigtigt, den ramte lige i øjet, og véd du hvad, det var ikke, før de lavede filmen Independence Day, at jeg hørte udtrykket ”Område 51”.
Robert: Hvordan kan det være?
David: Det er det eneste navn, jeg havde hørt under min opvækst. Nå, men vi skulle ombord på flyet for at finde og samle raketten op igen, og så sagde jeg: ”Hov, se engang de gummihjul på flyet her. Vil I godt fortælle mig, hvordan i alverden I vil lande dette fly på en tør søbund? Det her vil bare grave sig ned i jorden og aldrig kunne komme af sted igen. Så var der én, der råbte til mig: ”Hold kæft og skrub ind i flyet.” Nogen tid efter ankom vi til Nevada, og da vi fløj hen over landingsstedet, så jeg ned på de dobbelte 3 km lange startbaner og sagde: ”Min Gud! Der er en enorm base dernede!” Nå, så landede vi på dette sted, der ikke eksisterer på noget kort, og da var det, at jeg blev virkelig bekymret. Jeg prøvede på at lokalisere gradstegn fra luftvåbnet, flåden, et hvilket som helst emblem, der kunne identificere myndigheden; men der var intet, og alt var malet enten kridhvidt eller kulsort. Efter at være stået ud af flyet kom vi op i en go-cart udseende tingest – den lignede de elektriske vogne, man ser i en lufthavn. Så kørte vi hen til den midterste af en række hangarer. Da vi nærmede os bygningerne, så de gamle og pilrådne ud; men nedenunder var det en metallegering, jeg aldrig har set før. Det var en helt utrolig slags rustfri metal, som jeg mente var enormt usædvanlig at bruge til bygninger af denne størrelse. Da vi kom ind i hangaren, var der små blinkende gule lys og store hangarporte, og op af jorden stak der en masse små rør med kæder på, der blokerede alle indgange. Så sænkede hele gulvet – der var på størrelse med en fodboldbane – sig langsomt. Hele hangaren var en elevator.
Robert: Det var altså ligesom en hydraulisk lift i en garage?
David: Ja, såmænd, men den var bygget til at løfte noget virkelig tungt. Gulvet var af beton. Gud véd, hvor meget det vejede. Det hele bevægede sig op og ned på gigantiske skruer.
Robert: Jeg er med. Det er meget mere stabilt end et hydraulisk system.
David: De var på størrelse med sequoia træer [en californisk kæmpefyr], og der var mindst 12 af dem. Vi sank mindst 60 meter ned, indtil vi hvilede i niveau med gulvet i en underjordisk hangar, der simpelthen var enorm. Den havde et enormt hvælvet loft; men det strakte sig så langt, at du ikke kunne se en ende på det. Det blev bare ved. Og jeg tænkte: ”Store Gud! Man kunne parkere hundrede 747 fly herinde, og de ville ikke engang stå i vejen.” På det tidspunkt spurgte jeg: ”Hvad i alverden har I gjort af al jorden?” De kiggede bare mærkeligt på mig – jeg tænker, at de ikke ville have mig til at regne den ud. Væggene var mindst 10 meter høje, og hele vejen langs dem var der forskellige værksteder og laboratorier, og til tider også enorme arbejdsområder. Og så kørte vi forbi alle slags fly, som jeg aldrig før havde set – bortset fra nogle få som XB-70.
Robert: Var dette område skåret ud af klippe eller af jorden?
David: Det véd jeg ikke. Det hele var dækket med noget, der lignede keramik.
Robert: Jeg troede, der var bjerge omkring den tørlagte sø?
David: Ja; men jeg så aldrig noget jord, fordi alt var dækket af cement eller keramik. Det mest interessante, synes jeg, er, hvor godt oplyst det underjordiske område var. Der var ingen skygger nogen steder, og der var ingen lysarmaturer. Jeg spekulerede over, hvordan de frembragte så meget lys. Det så ikke ud, som om væggene eller gulvet eller loftet glødede, men hver kvadrattomme var oplyst, og alligevel var der ingen synlig lyskilde. Efter at vi havde kørt nogen tid og havde passeret en mængde forskellige fly, tog vi en vej til venstre. Jeg så en masse mennesker i arbejde. Disse fly så ud til at være operationelle. Nogle af dem har jeg hverken set før eller siden. De havde form som en omvendt dråbe, og andre lignede den flyvende vinge. Et af flyene, XB-70, var et deltavinget bombefly bygget i 1959.
Robert: Og du var altså i Area 51 i 1971?
David: Korrekt, 20. juni 1971. Nå, men det hele var forbløffende; for vi kørte op til disse store ståldøre, og en af officererne stod ud og lagde hånden på en scanner-lignende tingest, og den sendte et glimt imod ham. Jeg troede, at han blev fotograferet. Set i bakspejlet vil jeg gætte på, at det var en indretning, der scannede hans iris. Derefter åbnede døren sig, og så blev jeg klar over, at det var et sikkerhedssystem af en eller anden slags. Og det her var i 1971. Jeg vil sætte det her i perspektiv. I 1971 havde vi ingen bærbare computere, intet modem, ingen fax, ingen VCR, ingen bærbar telefon – vi havde ikke engang lommeregnere. De blev først udviklet af Texas Instruments omkring fem år senere. Så hvor fanden fik de al denne teknologi fra? Straks vi kom ind i rummet, bemærkede jeg temperaturfaldet. Der var meget køligt. Man kunne næsten se sin egen ånde, og da vi gik ind i rummet, blev lyset tændt, hvor det så end kom fra. Og igen var der ingen skygger nogen steder. Så trykkede en eller anden på en kontakt og aktiverede et hejseapparat, der var forbundet med nogle kabler, der igen var forbundet med en stor stålplatform. Denne blev løftet op, og på den stod der en kæmpemæssig elektromagnetisk fusions maskine. Og det var jeg straks klar over, fordi den var bygget ligesom min – blot var den på størrelse med en dobbeltdækkerbus, hvor min var på størrelse med en stor vandmelon! Du kan genkende maskiner, der er sammenlignelige; men forskellen i ydelse på de to er ganske utrolig. Begge kørte efter det samme princip og havde den samme opbygning, men det sofistikerede niveau svarede til forskellen mellem en Ford A og en Viper.
Robert: Nu stod du altså og kiggede på maskinen. Hvor var resten af fartøjet?
David: Tja, det var her diskussionen startede. De spurgte, om jeg brød mig om det, jeg så. Jeg svarede: ”Jo, men jeg er lidt forvirret. Jeg troede, jeg var den første til at bygge en sådan motor.” Og her begyndte tingene virkelig at blive besynderlige. Den oberst, der var sammen med Dr. Rudolph, sagde: ”Sønnike, vil du godt hjælpe os med dette design; for din ligner den meget. Du vil da godt hjælpe dit land, ikke sandt?” Jeg var opdraget til at værdsætte Amerika, så jeg bekræftede, at jeg gerne ville hjælpe. Men jeg var meget nysgerrig, så jeg spurgte: ”Hvor er de mennesker, der byggede denne motor?” Han tav et øjeblik, men sagde så: ”De holder ferie i øjeblikket. Det gør du da også, ikke sandt?” Og jeg svarede: ”Okay. Efterlod de nogen papirer, jeg kan kigge i?” Men så fik jeg at vide: ”Tja, de tog dem med sig som hjemmearbejde. Det gør du da også, ikke sandt?” Jeg tænkte ved mig selv: ”Det er da en nedladende måde at behandle mig på. Jeg er dog trods alt 17 år gammel.” Altså tænkte jeg: ”Okay, jeg vil følge det røvhul et stykke af vejen.” Jeg gik ind på at hjælpe dem, men sagde, at jeg måtte kigge nærmere på motoren. Det fik jeg lov til, og så gik jeg op på platformen. Jo nærmere jeg kom, jo mere blev jeg klar over, at disse mennesker ikke havde nogen idé om, hvad denne maskine var – de prøvede stadig på at regne det ud. Jeg var i stand til at afgøre, at den ikke tilhørte os. Og da jeg stod en meter fra den, bemærkede jeg en perfekt skygge af mig selv på motoren. Og hvad var det, jeg fortalte dig før?
Robert: At der ikke var nogen skygger nogen steder.
David: Korrekt. Så hvordan kunne min skygge træde frem på denne tingest? Og endnu mere mærkeligt: Skyggen bevægede sig cirka et halvt sekund efter mig. Det fik mig virkelig op på dupperne, og så tænkte jeg: ”Hvis det her er, hvad jeg tror, så er det en varmefølsom metalsensor.” Og så blev jeg klar over, at vi ikke har noget kendt materiale, der kan gøre det. Altså kiggede jeg op på motoren og bad om lov til at klatre op til toppen, fordi jeg gerne ville se det beskadigede område. Tingesten havde et hul i siden cirka 120 cm i diameter, og det var dette område, der interesserede mig mest. Tænk på et ottetal, og lige dér, hvor de to cirkler skærer hinanden, har vi orkanens øje. Det var dér, skaden var sket. Da jeg kender min egen maskine, formodede jeg, at denne tingest havde været ude for et afbræk i det felt, der dannes af den elektromagnetiske strøm, og som virker som afskærmning og beskyttelse for kraften fra denne reaktionsmotor. Disse maskiner virker grundlæggende som en slags magnetisk flaske eller kugle, og indeni har du så solkraft eller en brintbombe, der detonerer vedvarende. Det er ikke muligt at regne ud, hvordan det virker, fordi det finder sted hele tiden ude i rummet. Sorte huller kan suge en hel galakse fuld af sole ind i sig. Øjensynligt er det ikke noget problem for et sort hul at rumme denne fusionsenergi.
Det, jeg gjorde, var matematisk at udregne en måde til at skabe et kunstigt sort hul. Og fordi det er baseret på et ottetals design, vil det – når det først er stabiliseret – altid implodere [falde sammen – modsat eksplodere] og fortære sig selv uden at trække alt omkring sig ind i sig. Men denne motor i Area 51 havde mistet sin stabilisering i ottetallet, og det er grunden til, at jeg var så interesseret i hullet. Den måde, denne motor var bygget på, var virkelig ”cool”. Der fandtes ikke én eneste skrue eller svejsning noget sted på hele motoren. Det så mere ud, som om den var vokset ud end samlet. Og så tænkte jeg: ”Manner, hvem der end har bygget det her, så besidder han en helt utrolig byggeteknik.” I årenes løb har jeg i en vis udstrækning været i stand til at genskabe denne proces. Den fløj under en af rumfærge missionerne i 1993. Det var en del af GAS (Get Away Special) programmet. Det er et sådant program, hvor du køber plads til 250 liter til dit rumprojekt. Det første, jeg gjorde, var at fremstille metallegeringer, og når du så lader dem rotere i et vægtløst miljø, kan du skabe en hvilken som helst dimension, du måtte ønske. Jeg udregnede nemlig en måde til at kontrollere dette. Det var altid et spørgsmål om, hvordan man former flydende metaller i et vægtløst miljø. Det er en proces, der finder sted uden beholdere. Det er et virkeligt fænomen.
Robert: Så fremstillede du altså en form uden at bruge en matrice?

David: Korrekt. Jeg regnede ud, hvordan jeg kunne tage en flydende kugle, der svævede i dette vægtløse miljø og kontrollere den. Til enhver geometrisk form og dimension, véd vi, findes der en tilsvarende lydbølge. Altså skabte jeg denne maskine, der var forbundet med en Moog synthesizer, der tillod mig at genskabe en hvilken som helst form, jeg ønskede, bare ved at afspille toner. Denne maskine skaber sammenlåste stående lydbølger, der vibrerer – selv i rummet – og som tillod mig at forme det flydende metal. Denne proces beviste over for mig, hvad jeg formodede, da jeg så motoren første gang på Area 51 i 1971, at den, der havde bygget motoren, måtte have anvendt denne proces. Og dette rejste et endnu større spørgsmål i mit sind. Hvem kunne have bygget en motor af denne størrelse ude i rummet? Det her har jeg aldrig diskuteret offentligt; men jeg var nysgerrig og ønskede at genskabe denne motors design, der helt klart var bygget i vægtløse omgivelser.
Robert: Hvilket betyder det ydre rum?
David: Det måtte nødvendigvis være langt ude i rummet. Som for eksempel intergalaktisk rum, langt borte fra nogen planet eller stjerne.
Robert: Jeg gætter på, at du ikke ønsker at støde på noget tyngdefelt under din proces?
David: Netop, jo mindre jo bedre. De kaldes ”gravity convections”. De ønskede ikke, at nogen tyngde konvektionsstrøm skulle dukke op under processen med at forme legeringen. Men under alle omstændigheder, da jeg anbragte mine hænder på motoren for at hive mig selv op, begyndte jeg at klatre op langs ydersiden af motoren, der var designet med en exoskeletal struktur [exoskeletal = uden på skelettet]. Den bedste måde at forklare dette på er at se på H. R. Geigers designs – han er den designer, der skabte alle scener i filmene om udenjordiske.
Robert: Hvad skete der, da du rørte ved den?
David: Det var varmt – på trods af al sund fornuft. Der var så koldt i den hangar, at man næsten kunne se sin egen ånde. Jeg så mig om på gulvet og så ingen strømkabler. Og så spurgte jeg mig selv: ”Hvordan i alverden kan denne legering blive ved med at være varm?” Det var virkelig hårdt. Det var det hårdeste materiale, jeg nogensinde har rørt ved. Det gav sig ikke noget sted. Overfladespændingen føltes mere som huden på en baby. Det var blødt, men hårdt og varmt.
Robert: Dette er uhyggeligt, især når der er tale om metal.
David: Ja, og jeg tænkte: ”Hvad fanden foregår der?” Og medens jeg kravlede op alle vegne, rørte jeg ved overfladen, og den reagerede. Da jeg vendte mig om og så ned på fyrene fra luftvåbnet, stod de alle med åben mund, og derfor gik jeg ud fra, at den reaktion, de havde set, ikke havde fundet sted for dem. For hvor som helst jeg rørte ved den, var der disse virkelig forbløffende blå og hvide hvirvler, der bevægede sig ned langs skroget af denne tingest. Det lignede sådanne bølger, som du kan se i et oscilloskop.
Da jeg tog hænderne væk, holdt det op. Og så sagde jeg: ”Wow! Denne tingest reagerer!” Altså fortsatte jeg med at klatre op, indtil jeg nåede til det centrale område. Det havde disse hersens ryghvirvler, der forgrenede sig udadtil, faldt ned i kaskader og lignede fibre. De så næsten ud som optiske fiberkabler fyldt med en eller anden slags væske. Det var meget små rør på størrelse med englehår pasta. Der var millioner af dem, der regnede ned over skroget på denne motor. Og jeg tænkte: ”Det må jeg sige, disse mønstre ser bekendte ud”. Så begyndte det at dæmre for mig: De lignede neurale synapser, i affyringsmønstre [neurale synapser = ”nervefibre”]. Altså tænkte jeg, at måske var motoren/maskinen designet med en exoskeletal hjerne [altså uden på hjerneskallen]. På det tidspunkt rakte jeg ud og greb fat i nogle af fibrene og fandt ud af, at de var virkelig seje, og at der var en væske i dem. Og hvor som helst jeg berørte dem, og uanset hvor, kom der en reaktion ligesom en skælven af synligt lys. Mens jeg bevægede mig ned og ind i det beskadigede område, sagde jeg til fyrene fra luftvåbnet: ”Ved I hvad, det her er en kraftstation. Det er mere end et fremdrivningssystem. Det er en kraftstation. Det stammer øjensynlig fra et stort fartøj af en eller anden slags. Hvor befinder dette fartøj sig?” Nu var de ikke mere så glade for mig; men jeg fortsatte: ”Et fartøj som dette må have haft en besætning. Hvad har I gjort af disse mennesker? Det her er helt klart hverken amerikansk eller sovjetisk teknologi, vel, venner? Dette er et eller andet udenjordisk. Hvor gammel er den? Er det noget, I har gravet op? Er det flere millioner år gammelt, eller er det noget, I har skudt ned?” Og hold kæft, hvor de blev ophidsede. De gav militærpolitiet besked om at bringe mig ned fra maskinen. Da jeg kom ned, var jeg skide sur. Jeg var sur, fordi jeg havde fået nok.
På dette tidspunkt vidste jeg, hvor jeg stod. Jeg vidste, at denne maskine stammede fra et andet sted end Jorden. Jeg vidste ikke, hvor den var kommet fra, eller hvor længe de havde haft den. Men det var øjensynligt, at hele min verden faldt i grus i dette øjeblik. Jeg er vokset op i en verden, hvor regeringen aldrig lyver. Vi var netop landet på Månen året i forvejen. Og her havde luftvåbnet dette stykke teknologi, og de sagde ikke en kæft, og det gjorde mig rasende.
Robert: Lad os gå lidt tilbage i tiden. Da du befandt dig på maskinen, så du noget, som du tidligere har fortalt mig om, og som jeg fandt virkelig fascinerende. Hvordan og hvornår så du det indre af reaktoren? Kan du beskrive krystallerne?
David: Det, der skete, var, at jeg bad om tilladelse til at inspicere det beskadigede område inde i maskinen, dér hvor den var blevet sprængt åben. De nølede med at give mig lov.
Robert: Var det, før du gjorde dem gale i hovedet?
David: De sagde til mig, at jeg skulle gøre det kort. Så steg jeg ned og kiggede ind i området. Hold da op, der var noget utroligt udseende teknologi både oppe og nede i maskinen. Og jeg kunne ikke komme mere end en meter ind, før jeg stødte på en væg, og denne væg var ligesom lukkeren på en kameralinse. Den havde en masse sammenføjede ligesom ventilatorblade, der kunne trække sig sammen eller udvide sig. Nå, men der var altså en lille, rund kapselformet historie, og jeg lagde bare hånden på den, og da jeg gjorde det, åbnede væggen sig bare.
Robert: Åbnede døren fo dig?
David: Med en svag lyd.
Robert: Det er måske derfra, de fik ideen til det dør design, du så i Area 51?
David: Det er muligt. Det véd jeg ikke noget om. Men jeg kom til at se dybere ind i maskinen, og hvad jeg så dér, var fascinerende. Det var virkelig noget af et trip at være der; for når jeg arbejdede på mine fusionsmotorer, var alting så småt – noget af det måtte jeg ligefrem arbejde med under et mikroskop. Men her var en genskabelse af mit grundlæggende design så stort, at man kunne gå igennem det. Manner, hvor det var lykkedes mig at få installeret en vis funktion i min motor, så havde denne tingest noget andet i stedet. Og dette noget kunne jeg ikke genkende. Der var disse her krystaller over for hinanden. De var fabelagtige, og de var integreret i en plasmarør tingest I min egen motor havde jeg haft stort besvær med at få en cyklotron [form som indsugning oven på en karburator, omgivet af skiftevis fungerende magneter, der accelererer elektriske partikler udgående fra midten, indtil de slynges ud af studsen] til at kurve de eksplosionsbølger, jeg behøvede til fremdriften. Denne her havde en slags ventilatorsystem, der smed plasmaen ud gennem et område, der lignede gællerne på en haj.
Det hele så ud som en organisme, en levende maskine – med både organiske og uorganiske ting koblet sammen. Det var en oxymoron [sammenstilling af modstridende elementer]. Hvordan forklarer man sådan noget? Men i hvert fald så jeg en masse derinde, som jeg dårligt kunne tro på.
Robert: Hvor længe var du derinde?
David: Jeg tror ikke, jeg var der i mere end fem minutter. Jeg véd, at det ikke lyder som ret længe; men for mig var det som en hel uge.
Robert: Og jeg tror nok, du sagde, at du har en fotografisk hukommelse?
David: Jep, og jeg indsugede indtryk non-stop. Jeg absorberede bare det hele. Og da jeg gik igen, rørte jeg ikke ved kapslen, er du med? Men så snart jeg havde passeret området, lukkede døren sig bag mig. Jeg har aldrig fortalt luftvåbnet, at jeg gik ind i den del af maskinen. Jeg tror ikke, de nogensinde har vidst, at der var en anden afdeling i det indre, som de kunne komme ind i.
Robert: Hvorfor?
David: Jeg tror ikke, at den tillod dem at få adgang. Der var en nærværelse i forbindelse med denne maskine. Ganske som når du har en nærværelse af en person og et væsen. Det havde bare sit eget. Altså kom jeg ud af maskinen og var fuldstændig ude af den, fordi jeg vidste, at vi ikke på nogen måde kunne have bygget den. Den benyttede sig af en slags krystal feltkraft, som vi ikke engang kan forestille os. Jeg ville være nødt til at arbejde med det i lang tid for at kunne regne ud, hvordan de skabte fraktionerne. Medens jeg brugte plasma i en lineær modus, så var denne indretning designet til at kunne gå i enhver retning, den ønskede, med sine plasmastrømme. Det er umuligt.
Robert: Med en raket?
David: Ja. Denne tingest kunne gøre hvad som helst. Og jeg spekulerede sandelig over, hvem fanden der havde bygget den. Nå, så begyndte jeg at komme ned fra maskinen. Efter en heftig diskussion lagde jeg mærke til, at når jeg nu berørte maskinen, reagerede den ikke længere med de pæne blå og hvide energihvirvler. De havde ændret sig til et rødt-orange flammelignende mønster. Og efterhånden som jeg faldt til ro og prøvede at regne ud, hvad det var, skiftede det tilbage til det blåhvide, mere roligt udseende mønster. Da blev jeg klar over, at maskinen ikke bare er varmefølsom, men også reagerer på mentale bølger. Den er symbiotisk og vil låse sig fast på, hvordan du tænker og føler. [Symbiose 0 træde i forbindelse med]. Dette tillader den at komme i kontakt med dig. Og dette betyder, at denne tingest var bevidst. Og den vidste, at den befandt sig dér. Og jeg vidste, at den vidste, jeg var der!