Forfulgt af UFO i tre kvarter

Forfulgt af UFO i tre kvarter
- To unge lystfiskere fra Fyn forfulgt af UFO - 

UFO Observationssted: Ullerslev ved Nyborg
Observations-dato:
27. februar 1974 kl. 06:00
Observationstid: 45 minutter
Antal vidner: 5


Nyborg

To unge lystfiskerkammerater, DSB-arbejder Per Ole Frantsen og klejnsmed Verner Petersen, henholdsvis Langeland og Ullerslev, blev søndag morgen ved 06:00 tiden forfulgt af et UFO i tre kvarter, mens de i bil var på vej til Hesselager for at fiske.

Per Ole Frantsen var på vej til Ullerslev for at hente kammeraten, da han på hovedvejens højre side fik øje på en rund, lysende plet med en grøn-gullig lyskugle glimtende over. 'Pletten' kom nærmere og nærmere bilen, og da Per Frantsen nåede til Ullerslev, blev genstanden hængende ved Ullerslev Kirke i højde med kirketårnet.

"Der er noget mærkeligt, der følger efter mig", sagde Per til sin søvndrukne kammerat og fortsatte: "Kom straks ud og se!".

"Du må da have knald i låget", var kammeratens reaktion.
Men kort efter så han også det mystiske objekt over Bondemosen i Ullerslev.
Noget pikerende startede de to herefter bilen, og kørte videre mod Nyborg, men det lysende objekt fulgte efter bilen og kom nærmere, så den en overgang (efter deres skøn) nåede frem til en afstand af kun nogle hundrede meter fra den kørende bil.

Et par gange krydsede UFOet hovedvejen. Per Frantsen sagde,, at de blev overhalet af tre biler, hvis fører og passagerer også kiggede efter den mærkelige tingest.

Holdt stille i luften
Objektet holdt stille over Nyborg Havn, hvor et par storebæltsfærger var på vej ud.
"Ved Holckenhavn var objektet på siden af bilen igen" fortæller de.
"Vi standsede ilde berørt, rullede vinduerne ned og lyttede efter motorstøj, men der var ingen. Ved hjælp af en pejling fra en højspændingsmast kunne vi fastslå, at objektet igen holdt stille i luften", beretter de enstemmigt.

Da de kørte igen, fulgte genstanden stadig efter bilen. Først da de standsede ved Hesselager, forsvandt UFOet ud over Storebælt mod Langeland.

Attesteret,
Per O. Frantsen & Verner Petersen

© UFO-SANDHEDEN ®, Denmark by Poul-Erik Nielsen, http://ww.ufo-sandheden.dk - COPYRIGHT