Forfulgt af UFOer

Forfulgt af UFO
- Objektet forfulgte vidnerne fra Kalundborg til Herlev -

UFO observations-sted: Kalundborg til Herlev
Observations-dato: 6. marts 1978
Observationstid: > 5 minutter
Antal vidner: 2


Kalundborg-Herlev

Vidnet, Arne B. Nielsen fra Herlev og hans veninde blev forfulgt af et objekt, da de var på vej hjem til Herlev fra Kalundborg.

Øjenvidnet fortæller:

"Efter at jeg en aften havde været i Kalundborg, skulle min veninde og jeg hjem ved 03:00 tiden.

Da vi havde kørt cirka fem kilometer fra Kalundborg, sagde min veninde: "Se de to lys inde over den mark der", mens hun så ud mod venstre."
"Jeg synes, det var mærkeligt, for jeg mente ikke, at jeg havde set et hus dér før.
Da vi havde kørt cirka ti minutter, synes vi, at det var mærkeligt, at de to lys (et stærkt og et svagt, men ikke blændende) blev ved med at være på samme afstand af os - cirka 500 meter. Men vi regnede med, at det måske var en helikopter, for den stod næsten stille på himlen".

Objektet gled ind foran vognen
"Lyset fløj ind foran os. Når vejen svingede, gled de ind, så de hele tiden holdt pladsen foran os, og afstanden mellem de to lys ved med at være den samme."
"Vi regnede med, at de forfulgte os, men vi blev først 100 procent sikre, da vi svingede fra motorvejen ved Glostrup. Svinget her er et 90 graders sving. Da vi havde drejet, stod lysene på højre side, men gled straks ind lige foran os i en afstand af cirka 300 meter".

UFOerne stod stille lige over dem
"Da vi passerede Herlev sygehus og drejede til venstre, fløj de bag om hospitalet, men fandt os igen og stod nu cirka 200 meter bag min bil. Da vi steg ud af bilen hjemme, blev de stående 100 meter over min genbo.
Vi betragtede dem i fem minutter, men det eneste vi kunne se, var de to lys og imellem dem noget tåge på en ellers klar nat.
Der kom ikke en lyd fra dem, og de stod helt stille. 
En halv time efter, at vi var gået i seng, stod jeg op for at se, om de var der endnu, og det var de, men næste morgen var de væk".

Attesteret
Arne B. Nielsen

© UFO-SANDHEDEN ®, Denmark by Poul-Erik Nielsen, http://ww.ufo-sandheden.dk - COPYRIGHT