Videnskabelig dokumentation
- UFO landede lige foran en hel skare af mennesker -

Copyright: Poul-Erik Nielsen, 2002 ©

Lord Hill-NortonDen femstjernede admiral, lord Hill-Norton (og forhenværende chef for Natos militærkomité) sagde, at det var på tide at "verden mødte gæsterne fra det ydre verdensrum som en virkelighed". Lord Hill-Norton har under vidneudsagn udtalt sig om hemmelige operationer og kendskab til udenjordiske, hvilket du vil kunne læse nærmere om under "de hemmelige sider" under "disclosure".
I Frankrig og Mellemeuropa er holdningen til de såkaldte overnaturlige fænomener og ufo observationer helt anderledes. Den franske forsvarsminister Robert Galley sagde allerede i 1974, at
ufoerne er virkelige og må undersøges videnskabeligt. I foråret 1991 offentliggjorde de belgiske luftforsvar sine observationer.
Enkelte lande forsøger at hemmeligholde oplysninger om ufo observationer. Dette er måske forståeligt, når man tænker på, hvilke stærke dønninger der ville komme i kølvandet på sådanne offentliggørelser. Det er et følsomt emne, og i mange lande
opretholdes censur for at undgå panik og hysteri.
Allerede i 1954 meddelte den engelske flyvemarskal, lord Dowding, at ufoer eksisterede, og at de ikke stammer fra vores Jord.

UFO rapporternes geografiske placeringer Der er forholdsvis rapporteret få ufo-tilfælde i Skandinavien og specielt i Finland, hvilket måske skyldes den negative holdning til overnaturlige fænomener, som længe har været toneangivende både officielt og i offentligheden.
Det er bevist i en international livsstilundersøgelse i 1986, hvor man sammenlignede de europæiske lande, USA og Sydkorea med hinanden. Skandinavien kunne prale af en bundplacering, hvad angår psykiske oplevelser. USA, Italien og Frankrig lå i toppen. Det er svært at afgøre, om vores bundplacering skyldes fundamentalister inden for frikirker, rædsel for djævelen og alt hans væsen eller vor teknologiske og materialistiske verdensanskuelse. Undersøgelsen gav ikke noget svar på disse spørgsmål.

Antallet af erfaringer kan i virkeligheden være betydelig større, end det statistiske materiale giver indtryk af. Mange patienter har helt enkelt ikke turde fortælle deres læge om disse oplevelser, af frygt for at blive stemplet som sindssyge.

UFO landede for næsen af en hel skare mennesker
I marts 1991 publicerede det sovjetiske militærtidsskift  'Kommunist Voorusjennykh Sil' en 7 siders artikel om ufoer. Den 30. september 1990 bragte Sotsialisticheskaya Industriaja, et af de første sovjetiske tidsskrifter, en omfattende oversigt om ufo spørgsmål.

Der blev også fortalt om et fly på vej fra Skt. Petersborg til Tbilisi, som efter at have mødt et ufo, fik ordre fra flyveledelsen om at ændre kurs og nærme sig fartøjet. Under forfølgelsen blev der rettet en stærk lysstråle fra ufoet mod cockpittet i flyet, og strålen fik tværs igennem piloten. Anden-piloten blev mindre udsat for bestrålingen. Begge følte en stærk varme. Nogle måneder senere døde piloten af kræft. I hans sygejournal stod der en speciel sætning: "Skaden på organismen er opstået som følge af ufo-stråling".
Anden-piloten måtte tage sin afsked, fordi han begyndte at lide af tilbagevendende anfald af bevidstløshed, der varede i flere timer. Hans EKG og EEG var usædvanlige, og der blev konstateret celleforandring i vævene.

Det russiske nyhedsbureau TASS afbrød en lang periode af tavshed, da bladet i Oktober 1990 fortalte hele verden, hvordan et ufo, bemandet med humanoider, var landet i Voronesj, i en park,
lige for næsen af mange øjenvidne.
Uden den tyske TREAT konference blev hændelse diskuteret med Marina Popovitj, testflyver, doktor og medlem af det sovjetiske videnskabsakademi samt leder af verdensorganisationen for videnskabskvinder, og hun bekræftede, at
hændelsen var sandfærdig.
Hendes mand, general Pavel Popovitj, er kosmonaut og viceformand i den officielle sovjetiske ufo forskningskomité, også han havde undersøgt hændelsen grundigt. Han blev fortalt om de misinformationer, der verserede i Mellemeuropa med det formål at bortforklare hele tildragelsen i Voronesj. Der findes nemlig grupper, som bagatellisere og fornægter alle ufo oplevelser. Sådanne grupper eksisterer både i Øst og Vest. Misinformationen kan skyldes, at flyvevåbenet i visse lande ikke ønsker at offentliggøre den sandhed, at de står magtesløse, når det gælder ufoernes krænkelse af luftrummet.


Tavshedspligt !
Det er spørgsmålet om national sikkerhed. I den berømte JANAP 146 instruktion (Joint Army Air Publication) fra 1952 fastslås det, at enhver indenfor den amerikanske forsvar, som afslører den mindste information om ufoer, begår en forbrydelse. Strafferammen går op til 10 års fængsel plus 10.000 dollar i bøde og dertil en fyreseddel. Fra 1954 har forbudet også omfattet piloter og deres besætning i den civile flyvning!

Hvis piloterne opdager ufoer under en flyvning, skal de ifølge instruksen meddele over højtaleren, at flyet er inde i en turbulens, og anmode passagerne om at spænde deres sikkerhedsbælter.
I Spanien er der rapporteret om flere pludselige dyk, som passagerfly har måttet gøre, for at undgå et
sammenstød med et ufo. Disse har også været synlige på radaren.

USAs rum- og luftfartsdirektorat bliver en dag nødt til at offentliggøre alle hemmelige arkiver. Til den tid, får man endelig bekræftet, at der allerede i flere årti har foreligget nagelfaste beviser på, at ufoer og humanoider eksisterer, og at de negative rapporter, som blot er blevet offentliggjort for at vildlede, har været overlagt misinformation for at holde befolkningerne i ro.


UFO styrtet i ørken !
Denne rapport som følger, er stemplet "top hemmeligt".
Klokken var 13:45 den 7. maj 1990 gav marinefregatten "SA Tafelberg" melding til marinens hovedbase i Cape Town om en ukendt flyvende genstand, som var synlig på radaren. Det bevægede sig mod den afrikanske kontinent i nordøstlig retning, med en fart på over 5.700 sømil i timen.
Marinebasen bekræftede, at genstanden også var synlig på luftradaren på den militære jordradar og på luftovervågnings apparaterne på den internationale flyveplads i Kapstaden.

Genstanden kom ind i det sydafrikanske luftrum klokken 13:52. Man gjorde forsøg på at få radiokontakt med den, men alle forsøg mislykkedes.
Valhalla flyveplads blev alarmeret, og to bevæbnede Mirage jagere gik i luften. Genstanden skiftede brat kurs i så høj hastighed, at en sådan manøvre var umuligt for et militærfly.
Klokken 13:59 meddelte eskadrechef Goosen, at de havde både radar og visuel observation af genstanden. Mirage flyene fik ordre til at åbne ild mode den, med flyenes laserkanoner. Og så fyrede de løs.
Eskadrechefen meddelte, at der kom flere blændende glimt fra genstanden, den begyndte at svaje og fortsatte så i nordlig retning.
Klokken 14:02 blev det meddelt, at genstanden gik ned med en hastighed af 3.000 fod i minuttet. Den dykkede lynhurtigt i en vinkel på 25 grader mod jorden og landede 80 kilometer fra grænsen mellem Sydafrika og Botswana i et område, som blev kaldt Midt-Kalahari ørkenen. Der blev givet ordre til, at området skulle omringes, indtil genstanden kunne transporteres bort fra stedet.
En gruppe bestående af luftvåbenets efterretningsofficerer samt et teknisk og medicinsk personale blev hurtig transporteret til stedet, for at undersøge og flytte genstanden.
Fundene var interessante. Krateret var 150 meter bredt og 12 meter dybt. Det ukendte fartøj havde en diameter på 18 meter, det var 9 meter højt, sølvfarvet og diskosformet.
Stenene og sandet rundt om genstanden var smeltet i den stærke varme. Genstanden var omgivet af en stærk magnetisk og radioaktiv stråling, som gav voldsomme udslag på luftvåbenets geigertællere.
Det blev besluttet at transportere genstanden til den militære flyvebase. Det store krater i jorden blev fyldt med sand og grus for at skjule de afslørende spor.
På basen blev det fastslået, at genstanden af type og oprindelse var et ukendt ufo, som man mistænkte for at være kommet fra det ydre rum. På siderne af fartøjet kunne man se underlige metalgraveringer. Fartøjets vægt blev anslået til 50.000 kilo. Det lykkedes ikke at bestemme byggematerialet. Overfladen på genstanden var blank, glat og sølvfarvet. Der var ingen synlige sammenføjninger på den. Fartøjets drivkraft var ukendt. Den hydrauliske landingsmekanisme var helt ødelagt. Det blev anset for muligt, at affyringen af laserkanonen kunne have forårsaget ødelæggelsen.


To levende humanoider kom ud fra fartøjet
Mens gruppen undersøgte genstanden på flyvestationen, hørtes pludselig en høj lyd. Da opdagede man, at der under fartøjet fandtes en åbning, som stod på klem. Da man åbnede lugen helt, kom to humanoider klædt i tætsiddende grå dragter ud. De blev ført til det medicinske center på flyvepladsen.
Inde fra fartøjet blev der hentet forskellige genstande, som blev sendt til laboratorieundersøgelser. Selve fartøjet blev placeret i et sterilt rum.
I den medicinske rapport anslog man højden på humanoiderne til cirka 1,30 meter. Huden var blålig, grå, jævn og meget glat, den manglede helt hårvækst. I sammenligning med menneskelige proportioner var hovedet meget stort. I den høje pande og over hele hovedet sås mørkeblå pletter. Kindbenene var fremstående, øjnene store og skæve. Der var ingen pupiller. Næsen var lille, næsten kun to næsebors-åbninger. Munden var en smal sprække uden læber. Hånden havde tre fingre med svømmehud og klør som på poter. Brystkassen og maveregionen var var dækket af skælagtig hud. Hofterne var små og smalle, benene korte og tynde. Der var ingen ydre kønsorganer. Foden havde tre tæer, svømmehud og ingen negle.
Humanoiderne gjorde modstand, så det var umuligt at tage blod- og vævsprøver. Man mistænkte, at humanoiderne kommunikerede telepatisk.
De blev isolerede på en special afdeling på Wright Patterson flyvebasen i USA, for at vente på nærmere undersøgelser. Også det uidentificerede fartøj blev flyttet til den amerikanske base. Ifølge rapporten skete overflytningen den 23. Juni samme år.

Der er nu dukket grupper op, som ivrigt forsøger at levere bevis for, at hele denne sandhed er falsk. Det er som altid den sædvanlige rutineforklaring om, at det kunne være en raket eller en satellit, fordi det er vanskeligt helt af afvise radarobservationerne.
Enhver kan tro, hvad han eller hun vil. Sandheden kender kun de personer, som deltog i undersøgelserne, ingen andre. Og disse personer taler nu sandt, jvnf, kongressen under Discloure projektet. Men selvfølgelig har enhver da ret til at have sin egne tro om intelligent liv i universet, vi fra UFO-SANDHEDENs side offentliggør det, som vi finder grundigt dokumenteret.