Han mødte et UFO i skoven
- Gøsta Carlson's utrolige møde med de fremmede, en mørk forårsnat -

Hændelses-dato: 18. maj 1946 klokken cirka 22:00
Hændelsessted: Kronas og Vegeholms skovmarker, Sverige
Antal vidner: 1


Fortalt af vidnet (Gösta Carlsson) selv:

 Han så et UFO i skoven
Gösta Carlsson mødte et UFO inde i skoven  


"Det er den 18. Maj 1946, klokken er omkring 22. Himmelen er mørkeblå og udsigten er klar med en let brise fra øst.

Jeg sidder ved Skålderviksstranden. Da jeg længe har siddet her og nydt udsigten, og klokken efterhånden er blevet 22:45, er det tid til at begynde at gå hjem. Jeg tænder min lommelygte, som jeg altid har med på sådanne aftener.

Jeg går op på en bakke, hvor man har en god udsigt ud over Kronas og Vegeholms skovmarker.  Jeg ser lys derovre, ved en gård som jeg kender til, men slår det senere hen, der kan være så mange årsager hertil.

Få meter fra mig, ser jeg et belyst fartøj, som jeg aldrig i mit liv har set magen til, hverken før eller senere.
Min første tanke er, at det er en tivoli karrusel som nogen har kørt dertil. 

Men jeg indser snart, at jeg må ændre min tanke; for det er et cirkelrundt fartøj. Det står der på en slags understel. Jeg gør et forsøg på at kigge ind i fartøjet; men vinkelen hvorfra jeg står, er for snæver. Hele fartøjet er badet i et meget stærkt lys. På fartøjets overside, er der en strømlinieformet åbning, som er omkring otte meter i diameter.
Imens jeg ser på fartøjet, tænker jeg, om det måske er tyske piloter som flytter et eller andet slags lager. Men inderst inde tror jeg ikke selv på det. Ovenpå kabinen er der en teleskopmaste, næsten som et periskop som på en ubåd.

Fartøjet er stort, vel omkring fyrre meter, og mastens højde er omkring fem meter.  En lampe udsender et ejendommeligt violet lys. Selve lyskeglen pulserer som fra en varm lampe. Og det mest ejendommelige af alt: Lyset får en afbøjet og krøllet bane. Der hvor det træffer marken, forsvinder græsset, ligesom med et gnistfænomen. En lugt, som af ozon, spredes gennem luften. Det er som om en elektrisk skærm har sænket sig over fartøjet. Det ser ud som om, hele fartøjet er i ét stykke, der kan ikke ses nogen form for nitter, skæringer eller anden form for tilpasninger. 

Nogle meter fra udkanten af lyset, står et væsen, som er klædt i en hvid dragt, som ligner de dragter, som vore astronauter bruger i dag. Jeg kan hverken se knapper, lynlåse eller anden form for lukkeanordninger på dragten. På fødderne har væsenet, blå eller sorte støvler, som slutter helt tæt. På hænderne har han fingerhandsker. På brystet hænger en sort sæk, som ligner et bælgkamera, men i øvrigt ingen udrustning.

 De udenjordiske har kontakt med Gösta
De udenjordiske har kontakt med Gösta 

Jeg står nu blot omkring ti meter fra fartøjet, og måske syv eller otte meter fra det her væsen.
Indenfor lyskeglen er der flere væsener. Det underlige er, at alle vender sig mod mig, når jeg kommer ind i lys glansen. Det var, som om jeg var ventet, men uønsket. 


Oppe på fartøjet, er der yderligere tre væsener, som sysler med et eller andet arbejde der, og jeg ser yderligere to, som assisterer, og indenfor lyskeglen står der tre hun-væsener og ser på mig. Alle er klædt på samme måde, i samme tætsluttende dragter, med samme farve på støvler og midterbælte.


Det kvindelige væsen som arbejder omkring fartøjet, havde former som en Jordisk kvinde, og hun havde lyst hår. Mændenes (han væsenerne) kunne jeg ikke se. Væsenet som står udenfor lyskeglen - og som jeg først nu har opfattet som en slags vagtpost - gør et perfekt stop tegn med den ene hånd. Det er en situation som ikke kan misforstås, og derfor standser jeg også.
Vagtmanden vrider sin sorte bælgkamera grej mod mig, og jeg får indtryk af, at det er for at tage et slags billede. Jeg bliver stående stille, og samtidig går vagtmanden en runde langs ydersiden af lyskeglen.

Både mændene og kvinderne (han og hun væsenerne), fortsætter deres arbejde. Det er muligt, at der er to vagtmænd, hvoraf den anden er ved fartøjets bagside.
Pludselig kommer der en mørkglødet pige (hun-væsen) ned af trappen under fartøjet. I hånden har hun noget, som ligner en taske, hvorfra hun deler noget ud til de andre væsener, både kvinder og mænd (altså både hun og han væsenerne). Alle stopper med deres arbejde, og drikker af disse bægere. Så får jeg pludselig lyst til at gå frem til dem, men omgående står vagtmanden med hånden, og ser vredt på mig. Og vagten ser alvorlig ud, som en bestemt politimand. Han slipper mig ikke af synes i bare et sekund. 

Det er som om kuplen af lys skærmes, og vagtposterne går udenfor, for at kontrollere at ingen går indenfor. Måske var jeg blevet skadet, hvis jeg forsøgte at gå gennem lyset. Da jeg tager et skridt tilbage, fortsætter alle igen deres arbejde på fartøjet.

To af kvinderne (hun væsenerne) ler, og jeg ser deres meget hvide tænder. Jeg er slet ikke bange for noget som helst, og jeg har tilbragt meget tid i skoven og på markerne, og tror hverken på fanden eller trolden.
Men denne episode er det mest ejendommelige jeg nogensinde har været med til. 

Hele scenen er helt til slut virkelig ejendommelig, og jeg er hverken påvirket af alkohol eller anden form for genstande, som kan forstyrre mig, således kan det ej heller skyldes hallucinationer eller anden indbildning.
Så jeg beslutter mig for at drage tilbage til Skålderviksstranden, for at se, om alt forefindes som altid.

 Gøsta ser UFOet forsvinde med hastig fart
Gösta ser UFOet forsvinde med hastig fart 


Da jeg kommer ned til stranden, tager jeg min skjorte og strømper af, og går ud i vandet og bader fødderne, og nu er jeg 100% overbevist, jeg drømmer ikke - det er selve sandheden.
Trods alt virker det hele lidt uhyggeligt. Jeg beslutter mig for at følge stranden et stykke af vejen, og så tage en anden vej tilbage, så jeg kommer om på bagsiden af det ejendommelige og underlige fartøj.
Da jeg kommer halvvejs, går jeg op på en sandbunke og sætter mig, for at tage mine strømper på igen. Jeg ser over på det område, hvor det underlige fartøj skulle være, men jeg kan ikke se noget. Men så lige pludselig, ser jeg et rødt skær, først tror jeg, det er månen som er på vej op, men ser hurtigt, at der har jeg taget fejl.
Der er ingen lyd fra nogen som helst motorer - det kunne sammenlignes med en ballon som stiger til vejrs, kun lyden fra en sagte vind kan jeg høre.

Da objektet når en højde på 400 til 500 meter, begynder den at rotere sidelæns, og jeg kan nu se antennen vender nedad. Det er blevet lidt diset, men hele manøvren kan tydelig ses, og hele fartøjet stråler af lys fra et kraftfelt og kabinen. Det røde skær bliver intensiveret, og så skyder den frem med en voldsom fart. Efter en lille stund, bliver det røde skær violet, og nu er den ikke større end en sol klat.

Fartøjet pendler lidt, som om det søger efter noget. Så bliver farven lidt rødlig, derefter kommer det violette lys igen, og igen skyder den pludselig med en voldsom fart. Tre gange, ser jeg fartøjet gøre denne manøvre, inden det definitivt forsvinder ind over Ångelholm.
Jeg står et stykke tid, der på sandbunken, og er ganske overvældet og overrasket over, hvad jeg har set.