Han mødte et nødlandet UFO i skoven
 - Gøsta Carlson's utrolige møde med de fremmede, en mørk forårsnat - og senere igen direkte -

Hændelsessted: Kronas og Vegeholms skovmarker, Sverige
Hændelses-dato: 18. maj 1946 klokken cirka 22:00
Antal vidner: 1 + efterfølgende dokumentationer
Opdateret: 2018 (info om Gösta & monumentet ved UFO-pladsen)

Fortalt af vidnet (Gösta Carlsson) selv:

Gösta Carlsson blev overrasket over at møde et UFO inde i skoven

Gösta Carlsson, 1955

"Det er den 18. Maj 1946, klokken er omkring 22. Himmelen er mørkeblå og udsigten er klar med en let brise fra øst.

Jeg sidder ved Skålderviksstranden. Da jeg længe har siddet her og nydt udsigten, og klokken efterhånden er blevet 22:45, er det tid til at begynde at gå hjem. Jeg tænder min lommelygte, som jeg altid har med på sådanne aftener.

Jeg går op på en bakke, hvor man har en god udsigt ud over Kronas og Vegeholms skovmarker.  Jeg ser lys derovre, ved en gård som jeg kender til, men slår det senere hen, der kan være så mange årsager hertil.

Få meter fra mig, ser jeg et belyst fartøj, som jeg aldrig i mit liv har set magen til, hverken før eller senere.
Min første tanke er, at det er en tivoli karrusel som nogen har kørt dertil. 

Men jeg indser snart, at jeg må ændre min tanke; for det er et cirkelrundt fartøj. Det står der på en slags understel. Jeg gør et forsøg på at kigge ind i fartøjet; men vinkelen hvorfra jeg står, er for snæver. Hele fartøjet er badet i et meget stærkt lys. På fartøjets overside, er der en strømlinieformet åbning, som er omkring otte meter i diameter.
Imens jeg ser på fartøjet, tænker jeg, om det måske er tyske piloter som flytter et eller andet slags lager. Men inderst inde tror jeg ikke selv på det. Ovenpå kabinen er der en teleskopmaste, næsten som et periskop som på en ubåd.

Fartøjet er stort, vel omkring fyrre meter, og mastens højde er omkring fem meter.  En lampe udsender et ejendommeligt violet lys. Selve lyskeglen pulserer som fra en varm lampe. Og det mest ejendommelige af alt: Lyset får en afbøjet og krøllet bane. Der hvor det træffer marken, forsvinder græsset, ligesom med et gnistfænomen. En lugt, som af ozon, spredes gennem luften. Det er som om en elektrisk skærm har sænket sig over fartøjet. Det ser ud som om, hele fartøjet er i ét stykke, der kan ikke ses nogen form for nitter, skæringer eller anden form for tilpasninger. 

Nogle meter fra udkanten af lyset, står et væsen, som er klædt i en hvid dragt, som ligner de dragter, som vore astronauter bruger i dag. Jeg kan hverken se knapper, lynlåse eller anden form for lukkeanordninger på dragten. På fødderne har væsenet, blå eller sorte støvler, som slutter helt tæt. På hænderne har han fingerhandsker. På brystet hænger en sort sæk, som ligner et bælgkamera, men i øvrigt ingen udrustning.

De udenjordiske har kontakt med Gösta

Jeg står nu blot omkring ti meter fra fartøjet, og måske syv eller otte meter fra det her væsen.
Indenfor lyskeglen er der flere væsener. Det underlige er, at alle vender sig mod mig, når jeg kommer ind i lys glansen. Det var, som om jeg var ventet, men uønsket. 

Oppe på fartøjet, er der yderligere tre væsener, som sysler med et eller andet arbejde der, og jeg ser yderligere to, som assisterer, og indenfor lyskeglen står der tre hun-væsener og ser på mig. Alle er klædt på samme måde, i samme tætsluttende dragter, med samme farve på støvler og midterbælte.


Det kvindelige væsen som arbejder omkring fartøjet, havde former som en Jordisk kvinde, og hun havde lyst hår. Mændenes (han væsenerne) kunne jeg ikke se. Væsenet som står udenfor lyskeglen - og som jeg først nu har opfattet som en slags vagtpost - gør et perfekt stop tegn med den ene hånd. Det er en situation som ikke kan misforstås, og derfor standser jeg også.
Vagtmanden vrider sin sorte bælgkamera grej mod mig, og jeg får indtryk af, at det er for at tage et slags billede. Jeg bliver stående stille, og samtidig går vagtmanden en runde langs ydersiden af lyskeglen.

Både mændene og kvinderne (han og hun væsenerne), fortsætter deres arbejde. Det er muligt, at der er to vagtmænd, hvoraf den anden er ved fartøjets bagside.
Pludselig kommer der en mørkglødet pige (hun-væsen) ned af trappen under fartøjet. I hånden har hun noget, som ligner en taske, hvorfra hun deler noget ud til de andre væsener, både kvinder og mænd (altså både hun og han væsenerne). Alle stopper med deres arbejde, og drikker af disse bægere. Så får jeg pludselig lyst til at gå frem til dem, men omgående står vagtmanden med hånden, og ser vredt på mig. Og vagten ser alvorlig ud, som en bestemt politimand. Han slipper mig ikke af synes i bare et sekund. 

Det er som om kuplen af lys skærmes, og vagtposterne går udenfor, for at kontrollere at ingen går indenfor. Måske var jeg blevet skadet, hvis jeg forsøgte at gå gennem lyset. Da jeg tager et skridt tilbage, fortsætter alle igen deres arbejde på fartøjet.

To af kvinderne (hun væsenerne) ler, og jeg ser deres meget hvide tænder. Jeg er slet ikke bange for noget som helst, og jeg har tilbragt meget tid i skoven og på markerne, og tror hverken på fanden eller trolden.
Men denne episode er det mest ejendommelige jeg nogensinde har været med til. 

Hele scenen er helt til slut virkelig ejendommelig, og jeg er hverken påvirket af alkohol eller anden form for genstande, som kan forstyrre mig, således kan det ej heller skyldes hallucinationer eller anden indbildning.
Så jeg beslutter mig for at drage tilbage til Skålderviksstranden, for at se, om alt forefindes som altid.

Gösta ser UFOet forsvinde med hastig fart

Da jeg kommer ned til stranden, tager jeg min skjorte og strømper af, og går ud i vandet og bader fødderne, og nu er jeg 100% overbevist, jeg drømmer ikke - det er selve sandheden.
Trods alt virker det hele lidt uhyggeligt. Jeg beslutter mig for at følge stranden et stykke af vejen, og så tage en anden vej tilbage, så jeg kommer om på bagsiden af det ejendommelige og underlige fartøj.
Da jeg kommer halvvejs, går jeg op på en sandbunke og sætter mig, for at tage mine strømper på igen. Jeg ser over på det område, hvor det underlige fartøj skulle være, men jeg kan ikke se noget. Men så lige pludselig, ser jeg et rødt skær, først tror jeg, det er månen som er på vej op, men ser hurtigt, at der har jeg taget fejl.
Der er ingen lyd fra nogen som helst motorer - det kunne sammenlignes med en ballon som stiger til vejrs, kun lyden fra en sagte vind kan jeg høre.

Da objektet når en højde på 400 til 500 meter, begynder den at rotere sidelæns, og jeg kan nu se antennen vender nedad. Det er blevet lidt diset, men hele manøvren kan tydelig ses, og hele fartøjet stråler af lys fra et kraftfelt og kabinen. Det røde skær bliver intensiveret, og så skyder den frem med en voldsom fart. Efter en lille stund, bliver det røde skær violet, og nu er den ikke større end en sol klat.

Fartøjet pendler lidt, som om det søger efter noget. Så bliver farven lidt rødlig, derefter kommer det violette lys igen, og igen skyder den pludselig med en voldsom fart. Tre gange, ser jeg fartøjet gøre denne manøvre, inden det definitivt forsvinder ind over Ångelholm.
Jeg står et stykke tid, der på sandbunken, og er ganske overvældet og overrasket over, hvad jeg har set".

To dage efter oplevelsen i skoven havde Gösta Carlsson svært ved at falde i søvn om aftenen.
Han lå og småslumrede. Pludselig følte han, at han så lige ind i den kameralignende genstand vagtmanden havde rettet mod ham. Det var som om det billede han så kom ud og omsluttede ham, således at han selv befandt sig midt i det. Carlsson fortæller: 

" Det syntes mig, at jeg befandt mig i fartøjets kabine. Foran mig, i en rød stol, sad piloten, som var iført en hvid klædning, mage til den jeg havde set i skoven. Han havde mørkeblå støvler i skærf. Plastikhjelmen var slået bagud, og på hovedet havde han en sort hætte og en slags propper lukkede for øjnene".

Til højre for piloten så Carlsson en belyst skærm, som han sammenlignede med et filmlærred, men som han i dag ville kalde en tv-skærm. Tilsyneladende navigerede piloten efter en lysplet der bevægede sig hen over skærmen, og af og til dukkede der en slags lysskrift op på skærmen. Pludselig hørte Carlsson en stemme sige: – Menji, jeg slår den automatiske pilot til – vil du kontrollere kursen?

Derefter talte ufonaut-piloten direkte til Carlsson: 
" Du spørger vel dig selv, hvad vi lavede på landingspladsen, hvor du så os? For at forklare dig dette, har jeg netop søgt kontakt med dig på denne måde. En eksplosion ødelagde to kabinevinduer, og tre besætningsmedlemmer blev dræbt. Vi var tvunget til straks at lande og foretage en reparation. Vi besluttede at begrave ofrene i skovlysningen, men opgav det igen, idet vi måske uforvarende kunne påføre jeres jord en epidemi med vore bakterier. Vi bestemte os så for at begrave dem på en asteroide. Vi har en lang rejse foran os, så derfor svøbte vi dem ind i grankviste. Vi opbevarer dem her inde i dette kammer".

Piloten åbnede en dør, og der så Carlsson tre baller af grankviste, og han så et ligblegt pigeansigt omkranset af lyst hår. Her begyndte Gösta Carlsson at skrige, og han vågnede badet i sved og med en kraftig hovedpine.

Denne form for "drøm" gentager sig nogle gange, men Carlsson prøver at modarbejde tilstanden. På et tidspunkt, ved en drøms begyndelse prøvede han at kæmpe sig op, men faldt besvimet om. Efter den nat drømte han ikke mere. Det var et helt år efter oplevelsen i skoven.

At Carlsson kunne gengive sine drømme så præcist skyldes at han straks efter skrev alt ned.

Geodætisk Institut bekræfter:

Gösta Carlsson rejste et monument i skoven, hvor han mødte de fremmede fra en anden verden.

Efter Semitjovs offentliggørelse af Carlssons oplevelse, besluttede Tony Eckhardt fra Stockholms UFO Center at undersøge sagen. Han fandt ud af, at Rikets allmänna Kartverk (svarende til daværende Geodætisk Institut i Danmark) havde foretaget luftfotos af Vegeholmsskoven i årene 1939, 1945 og 1963. Det viste sig, at en ring på det sted Carlsson havde udpeget, var synlig på fotografierne fra 1945 og 1963. Billederne var taget fra en højde af henholdsvis 3.000 og 900 meter. Billedet taget i 1939 fra en højde af 3.000 meter viste intet.

Efterskrift
I dag er Gösta Carlsson, denne usædvanlige og viljestærke mand, desværre ikke længere blandt os. Han fik et slagtilfælde i sin lejlighed og blev ført til Ängelholm Hospital, hvor han døde den 4. oktober 2003. Men vi vil bevare mindet om den  overbevisende og viljestærke person, som mødte, og senere var i direkte kontakt med væsener fra en anden verden, og som rejste et monument på stedet i skoven, hvor mødet fandt sted.