Familien fik "uventet" besøg ...
- børnene var rædselsslagne - moderen blev bortført af aliens - mange skolebørn observerede UFOer -

Hændelses-dato..: Fra 14. januar 1977 til 19. december 1977
Hændelsessted...: Ripperston Farmhouse, Wales, England
Antal øjenvidner...: > 50

Introduktion
UFO bølgen over England i 1977 er gjort til genstand for meget indgående undersøgelser, og efter to års forløb blev der udgivet en bog med titlen ”The Uninvited" (de ikke-inviterede), hvor der minutiøst gennemgås alle de sælsomme oplevelser som familien havde.

Pauline Coombs med hendes døtre, Layann og Joann i vinduet, hvor de fortsat observerede det gigantiske glødende sølvfarvede objekt, efter de løb i sikkerhed i huset. Muren omkring vinduet var hårdt afsvedet og alle forsøg på at overmale det, slog fejl. Spor af stråling blev senere fundet i hele nærområdet.

Det hele startede i begyndelsen af 1977, da Pauline Coombs, sammen med sine tre børn en dag var på vej hjem i bil. De var enogtyve kilometer fra hjemmet. Hendes tvillinger, Layann og Joann befandt sig på bagsædet, mens Keiron, hendes yngste søn, sad på passagersædet. Hendes tanker vandrede omkring hendes familie-mareridt, som Layann havde haft i den senere tid, drømmende om en skyggefuld figur i hendes værelse. To gange var dette sket. To gange vågnede Layann skrigende, og hver gang var ledningerne til tv’et brændt af. Rent faktisk var to tv samt to biler bukket under for denne elektriske mærkværdighed, og snesevis af pærer eksploderede og de havde mistet optælling over antallet af brændte sikringer. Selv Clinton, hendes ældste søn, havde klaget over mærkelige summende lyde uden for vinduets badeværelse, og lydene syntes at komme ind og fylde hele rummet.

Paulines tanker blev brudt, da Keiron opfordrede sin mor til at se på nattehimmelen. Der var det. Tilbage. Hun forsøgte at afvise det som ’bare en eller anden stjerne’. Men Keiron insisterede, det svajede fra side til side. Hendes tanker gik igen til de halvtreds mennesker, som havde indberettet UFO observationer til politiet for nylig. Der var de to skoledrenge, som havde set et hvælvet UFO med pulserende grønne og gule lys svævende over en kontorbygning i Haverfordwest. De samme drenge havde observeret et blåt lys på en mark i nærheden af deres skole, som løftede sig og svævede væk, når de nærmede sig. Endnu mere mærkeligt var de fjorten skoledrenge, der så et landet UFO i nærheden af deres skole. To af drengene rapporterede at de så en sølvfarvet alien nær UFOet. Alle rapporterede de om ti eller elleve vinduer, og en slags stige som førte op til en åbning i UFOet.

Men de næste ti minutter var fyldt med frygt, da familien kørte til hjemmet gennem natten. Lyset var steget ned og ledes til bilen på kollisionskurs. I allersidste sekund skød det op over toppen og forsvandt i det fjerne. Men deres lettelse blev kortvarig, da Keiron berettede at objektet var stoppet, var vendt rundt og nu på vej tilbage. Tvillingerne var vågnet op og var på randen af hysteri. Pauline kørte bilen den sidste strækning ned ad bakken, som fører til gården, mens det orange farvede lys fulgte dem. Pludselig nedtonede bilens lys, og motoren døde ud. Men de var næsten hjemme. Hun skubbede skræmt børnene ud af bilen. De løb de sidste par meter i sikkerheden af stuehuset.

Sikringerne i huset brændte stadig af, og det samme var nu gået ud over tre fjernsyn og tre biler. Ingen ingeniør, elektriker eller mekaniker kunne forklare, hvad der foregik, bortset fra, at der syntes at være en enorm strømtab fra huset. EL-Måleren ville stadig køre rundt, trods alt elektrisk var slukket.

Men det var bare starten på en række ekstraordinære hændelser for den stakkels familie.

Grebet af rædsel

Pauline Coombs og familie

Den næste begivenhed indtraf sidst i april 'måned, og blev starten på en lang række dramatiske oplevelser. En aften, da fru Coombs sad og så TV, medens hendes mand Billy lå og sov, blev hun pludselig distraheret af et flimrende lys, der kom ind gennem vinduet. Billy vågnede kort efter, og da han gik ud fra, at der var tale om et par billygter, som på generende vis havde bidraget til hans bratte opvågnen, besluttede han sig for at se efter, hvem det kunne være. Men næppe havde Billy vendt ansigtet mod vinduet, før han blev grebet af rædsel. Medens han rejste sig, hævede han afværgende armene op foran ansigtet som for at beskytte sig mod en angriber, og idet han vaklede hen mod sin kone og udbrød: ,,Du milde himmel, hvad er det”?

Næsten total lammet af skræk så ægteparret nu uden for deres stuevindue omridset af en sølvfarvet og lysende menneskelignende skikkelse af utrolig dimension. Vinduet var 2,10 meter højt, men trods dette, kunne de kun se kroppen, armene og den nederste del af hovedet. Eller hvad var det de så? Var det en hjelm, bag hvilken der gemte sig et udvisket ansigt? Fru Coombs var nær ved at besvime.

Da ægteparret havde sundet sig et øjeblik, besluttede de sig for at tilkalde hjælp. Fru Coombs gik ovenpå for at berolige børnene, medens Billy ville forsøge at nå hen til telefonen for at ringe til politiet. Men da kom han i tanke om hunden Blackie, som ingen hidtil havde set eller hørt noget til. Den var normalt en god vagthund, så hvorfor ikke lade den jage skikkelsen bort? Billy fandt hunden i entreen, hvor den klyngende var krøbet ind i et hjørne. Selv om dens tænder var blottede, og hårene strittede til alle sider, lykkedes det ham til sidst at få hunden udenfor. Men forsøget var nytteløst, for næppe var hunden kommet ud, før den hylende, og med halen mellem benene, løb ned ad vejen bort fra huset.

Efter at have smækket døren forsvarligt efter sig, indså Billy nu, at der kun var én mulighed, nemlig telefonen. Men det indebar, at han skulle ind i den stue, hvor skikkelsen stod uden for vinduet. Og den var der stadig!

Da Billy trådte ind i stuen, løftede skikkelsen den ene hånd og placerede den på vinduesglasset, som herefter begyndte at vibrere med en fantastisk hastighed. Samtidig begyndte alt lys i huset at blinke, og med rystende hænder lykkedes det til sidst Billy at få drejet politiets nummer. Men kort før to betjente dukkede op, forsvandt skikkelsen.

Politiet observerede ligeledes flere UFOer
Politiet fik nu forklaret hele den besynderlige oplevelse, og til hr. og fru Coombs' store forbavselse var betjentene meget interesserede. De kunne nemlig fortælle, at et utal af ufo-observationer gennem længere tid var blevet indberettet til politiet, samt at adskillige kolleger selv havde set flere uidentificerede flyvende objekter.

Dette var kun en forsmag på, hvad der senere ville komme..
Oven på denne sindsoprivende omgang ønskede familien Coombs sig kun én ting, nemlig fred og ro. Men hvad de på det tidspunkt ikke vidste var, at den aktuelle begivenhed kun var en forsmag på, hvad der senere skulle komme. I de efterfølgende uger skete der en lang række mærkelige og bizarre ting, såsom flere iagttager af den mystiske skikkelse, UFO-observationer samt mærkelig opførsel blandt husdyrene.

Skræmte børn
Også børnene oplevede sære ting. De to piger Layann og Joann kom pludselig en dag, meget ophidsede løbende ind ad bagdøren, og fortalte fru Coombs, at de lige havde set en mand, der mindede meget om ham, forældrene havde observeret. Han var meget høj, sølvfarvet, og bar en hjelm, som skærmede for ansigtet.
Layann fortalte videre: "Joan og jeg så ham først nede for enden af marken, og så gik han, eller måske svævede han, lige hen over den, lige foran os. Han var meget, meget høj og var ligesom lysende, og når han bevægede sig, bevægede armene sig ikke. Han ligesom svævede gennem hækken. For enden af marken, i hjørnet, så vi denne enorme sølvfarvede, tallerkenformede genstand, med lys og vinduer hele vejen rundt og med en slags stige, der kom ned fra en dør. Så pludselig, som vi stod der og kiggede, forsvandt stigen ind i genstanden, og den tallerkenformede genstand forsvandt op i luften. Så viste en anden og større tallerken sig ovenover den første, og de forsvandt begge meget hurtigt, men uden en lyd, hen over markerne ud mod skrænterne ved havet, og vi så dem ikke mere"...

Skolebørns observation af UFO og aliens

Forældrene var først noget mistroiske over for børnenes historie, men da de alle lidt senere nåede frem til det sted som børnene havde udpeget, var de ikke længere i tvivl. Græsset var afsvedet og fladtrykt, og man så tydeligt de store fodaftryk som førte hen til hækken. Pauline var helt overbevist om, at disse aftryk ikke var lavet af mennesker. Hvert fodaftryk var cirka 60 centimeter langt og det tog hende to skridt at nå fra et aftryk til det næste.

Efter disse første begivenheder syntes intet at være umuligt. Men for familien Coombs kom hver ny begivenhed alligevel som et chok. I næste omgang blev begivenhedernes centrum flyttet dels til markerne, hvor køerne græssede, dels til staldbygningerne, hvor dyrene overnattede.

Gennem et par uger havde Billy bemærket, at køerne blev mere og mere ophidsede. Flere gange var de pludselig begyndt at stampe voldsomt i jorden, tilsyneladende helt uden grund, og en skønne dag gik de så helt amok. Med stor fare for at blive skadet, fór hele flokken lige igennem både pigtrådshegn og det elektrisk hegn, for derefter at falde til ro på den tilstødende mark.


Køerne forsvandt   
En aften ville Billy sikre sig, at alt var i orden, før han gik i seng. Køerne befandt sig i staldene, og først efter én times forløb havde han undersøgt hver enkelt bås og fundet alt tilfredsstillende. Herefter blev de store jernporte forsvarligt låst. Men næppe var dette sket, før Billy hørte telefonen ringe inde i stuehuset. Han skyndte sig ind for at tage den, og til sin store forbløffelse kunne ejeren fra en af nabogårdene fortælle, at hans marker med afgrøder var næsten helt ødelagt, efter at en stor flok køer havde raset omkring. Billy kom jo lige fra sine stalde, så han benægtede straks, at det kunne være hans, men da naboen derefter fortalte, at køerne alle bar Billys grønne og gule mærker i ørerne, vidste han ikke længere sine levende råd. Da røret var lagt på, gik han straks ud til staldene for her at konstatere, at låsene var ubrudte, men... da portene blev åbnet, var alle båse tomme. Kun det friskstrøede halm lå tilbage.

Disse forsvindingsnumre fortsatte gang på gang de næste måneder og ophørte først, da UFO-observationerne endelig standsede. Men da var i alt fem køer sporløst forsvundet, og resten blev hver gang hentet forskellige steder i større eller mindre afstand fra Billys gård.

Taget ombord i UFOet
Til sidst skal vi se på den nok mest bemærkelsesværdige hændelse af dem alle, nemlig Pauline Coombs sælsomme møde med to UFOnauter dagen før den lange række af begivenheder som endelig hørte op. Fru Coombs var gået i seng og forsøgte at falde i søvn, da hendes opmærksomhed blev fanget af et lille blændende lys. Det syntes at fokusere på hende og virkede næsten hypnotiserende. Det eneste hun sansede, var det lys, der blev reflekteret fra hovedpuden, samt omridset af sine hænder og arme, som hun holdt over kors. Pludselig viste der sig en mystisk ting, som lignede et gennemsigtigt plastikrør med en slags metalrør for enden. Den placerede sig nu på hendes underarm, og med ét havde metalrøret prikket hul i armen. Pauline følte sig pludselig transporteret ud af værelset.

Fru Coombs troede straks, det var en drøm, men det føltes så virkeligt alt sammen. Hun havde den rigtige natkjole på, og desuden kunne hun stadig smage såvel den kakao som den cigaret, hun kort for inden havde nydt. Så hun måtte koncentrere sig og se sig godt omkring.

Det næste Pauline Coombs fornemmede var, at hun sad på en bænk. En lang bænk lavet af noget, der lignede hvid plastik, og som var støbt ind i den ligeledes hvide plastikvæg, hun lænede sig op imod. Til venstre for hende strakte såvel bænken som væggen sig fremefter i en bred halvcirkulær form. Selv befandt hun sig i et kuppelformet rum ombord i et rumfartøj, der svævede over gården. For enden af den lange bænk bemærkede Pauline en kæmpe skærm eller tavle, som fyldte hele den modsatte væg. Skærmen var fyldt med blinkende lys, der syntes at blinke i et bestemt mønster: rød, blå, gul og grøn, og så fremdeles.

På fru Coombs højre side fornemmede hun i første omgang kun en sort skyggelignende tomhed. Men nu bevægede skyggerne langsomt sig frem mod hende, men standsede så, stadig skjult af halvmørket. De stirrede på hende uden at blinke med øjnene. To væsener på samme højde, med den samme facon og det samme udseende. Hun behøvede ikke at være bange. Det fornemmede hun. Desto mere skikkelserne stirrede på hende, desto mere vidste hun at frygt var unødvendig. Hun havde ingen grund til at være bange, og desuden skulle hun hjem nu. Pauline fornemmede allerede, at hun var på vej tilbage til sit værelse.

Kort tid efter denne bortførelse, observerede familien Coombs de fremmede gæster for sidste gang. Familien var på vej tilbage til gården, da de pludselig fik øje på et mærkeligt lys på himmelen. Det havde kurs mod deres hjem, men forsvandt så ud af syne. Men da de nåede hjem, var lyset der igen. Ingen i bilen sagde et ord. Det var, som om alle forventede, at objektet skulle være der, ligesom for at vente på dem.

Hængende helt stille over staldbygningerne og direkte foran familien, oplyste denne mærkelige kugleformede genstand nattehimlen med sit orange farvede lys; et lys, der havde samme intensitet og samme størrelse som Solen. Familien steg ud af bilen, fortsat uden at sige en lyd, og rettede blikkene mod det lysende objekt. Efter nogle få minutter satte det gigantiske objekt sig i bevægelse; langsomt, svajende først til den ene side, så til den anden, og udsendte sit orange farvede lysskær i en perfekt bue på den mudrede jord under deres fødder.

Et kort øjeblik stod objektet stille på himmelen, for derefter med voldsom hastighed at forsvinde opad, indtil det til sidst ikke længere var synligt.

Familien gik nu ind i huset, og de sad helt tavse i nogle minutter ved køkkenbordet, for ligesom at absorbere det, de lige havde været vidner til. Billy brød til slut stilheden ved at sige: ”Det er forbi nu, ikk?" Han så på Pauline, som nikkede. Og han fortsatte:

,,Du har hele tiden vidst det, ikke? Men hvordan?" Hun fortalte derefter alt, hvad der var hændt den foregående nat. Men da Billy sagde, at det hele jo kunne være en drøm, forblev Pauline tavs. Hun drak blot sin the og smilede for sig selv. Men idet hun gjorde det, kunne de andre ikke undgå at bemærke den plet, der - som efter et kanylestik - var på hendes underarm... .