Travis Walton bortført af UFO besætning
- ville undersøge lyset i skoven, pludselig blev han modvilligt suget ombord i et UFO -

Hændelses-dato: 05. november 1975 (og bortført fra Jorden i 5 dage)
Observationssted: Snowflake, Arizona
Antal vidner: > 7 øjenvidner + undersøgelser


af: © Poul-Erik Nielsen, UFO-SANDHEDEN, 19. April 2001 & 12. sept. 2002.


Skovarbejdersjakket var hyret til at fælde store og tykke træer, så mindre og nye træer kunne vokse op i den 1.200 hektar store skov i nærheden af Turkey Spring, Arizona. Arbejdet blev udført på kontrakt, men de var bagud, hvilket resulterede i at de arbejdede fra klokken 6 (morgen) til solnedgang, for at overholde kontrakten.

"Det var onsdag morgen den 5. november 1975. For os syv skovarbejdere, var det en ganske almindelig arbejdsdag. Der var intet i denne solfyldte morgen, som kastede skygge over, hvad der ville hænde os ved mørkets frembrud." siger den 22 årige Travis Walton, en af de af syv mænd i arbejdssjakket, og fortsætter:

"Vi arbejdede på en tre års kontrakt, hvor vores job var at fælde de store og tykke træer, så mindre og nye træer kunne gro op i skoven. Den dag, den 5. november, fældede vi træer i skoven i sydgående retning. Skoven ligger nær Snowflake, i det nordøstlige Arizona.

Bossen - (formanden), Mike Rogers, var otteogtyve år og den ældste i sjakket. Han havde været skovarbejder i ni år. Han var den perfekte til at udregne prisen for det vi gennemførte, ifølge aftalen i vor kontrakt.

Travis Walton, foto fra 1975
Travis Walton, foto fra 1975

Da vi arbejdede i et sjak, savede nogle træer, mens andre skar grene af. Jeg var en af dem, som benyttede motorsaven, ligesom Allen Dalis og John Goulette. Dwayne Smith, Kenneth Peterson og Steve Pierce savede grene af, og arbejdede sig op langs de stier, hvor vi skulle fælde træer.

Dwayne Smith var en lidt uforsigtig mand, jeg måtte hele tiden holde øje øje med ham, for at forhindre at træer faldt ned på ham. Hans uerfarenhed - eller måske over iver - bevirkede at han måtte arbejde meget tæt på mig.

Jeg kan ikke sige det samme om Steve. Jeg kunne se Mike langt tilbage, og han var ved at genstable nogle stabler. Steve udnyttede situationen, når formanden var ude af syne, hvilket ofte fik ham til at sætte sig og hvile. Han var dog almindeligvis en god arbejder, men i dag herskede der en lidt trykket stemning, fordi Mike havde beskyldt ham for at lave nogle meget dårlige stabler, som Dwayne faktisk havde lavet.

© UFO-SANDHEDEN ®, Denmark by Poul-Erik Nielsen, http://ww.ufo-sandheden.dk - COPYRIGHT
Jeg prøvede at holde afstand til de andre mænd, men vi kom nærmere hinanden på et tyndt plantet sted. Støjen fra min egen motorsav er høj, og samtidig med at jeg benytter ørepropper, er det ikke meget jeg kan høre. Så så jeg en skygge, og tæt på mig faldt et stort træ. Jeg så op, for at se, hvem der havde fældet det. Allen. Han grinede hånende og lod mig vide, at det ikke var nogen ulykke. Jeg lod som ingenting. Jeg bevægede mig længere op i skoven, og fortsatte mit arbejde.
Allen savede som var han gal. Han var den hurtigste af os alle til at fælde træer. Han hjalp godt til med at overholde vores kontrakt, men det betød også, at han ikke kom på arbejde hver dag. Hans ukontrollerbare temperament, var sikkert det, som fik ham til at save som en gal. Allen havde været i lettere håndgemæng med alle i sjakket, inklusive mig selv.

Eftermiddags solen var ved at blive kølig, og det begyndte at blive mørkt i vest. I bjergene kommer solnedgangen tidlig. Det bliver hurtigt mørkt, når solen forsvinder fra træ toppene og bliver ude af syne bag højde ryggene. Jeg kunne mærke at det blev køligere. Når sommeren slutter, starter det med at gå ned til mellem 5 og 10 grader om natten. Jeg arbejde lidt hurtigere for at få varmen. Nu varer det heldigvis heller ikke længe, for arbejdsdagen er omme, og vi kan vende hjem.

Solnedgangen havde været femten minutter tidligere, men vi holdt skærende i det svage lys. Jeg kiggede på mit ur igen. Den var omsider 18:00. Mike befandt sig stadig i bakke dalen. Jeg piftede til ham og vinkede, for at give signal til at stoppe arbejdet. Lyden af motorsave døde ud, og de sidste ekkoer fordybede sig i mørket.

Vi læssede motorsave, brændstof og olie kander i bagenden af '65 International'. Efter at have arrangeret olie kander (tønder), så de ikke kunne vælte, når vi kørte over ujævne områder, bandt Mike det hele godt stramt til. Så satte vi os ind i varevognen. Der var Dwayne, som sad længst til venstre på bagsædet, Jown og Steve i midten og Allen i den højre siden ved døren. På forsædet sad jeg ved døren med mit jagtgevær. Ken sad i midten og Mike var selvfølgelig føreren. Vi sad alle syv på de samme pladser hver dag. Ikke rygere på forsædet, og rygere på bagsædet.

Illustration, som Travis observerede lyset.

Mike startede den gamle pickup og vi klatrede op på den nordlige side. Klokken var 18:10. Bare der ikke skete et sammenbrud, for vi skulle være hjemme før klokken 19:30. Vi rullede venstre side vindue ned, så nogle af os kunne køle lidt af. Vi var stadig varme, trods aftens kølige luft. Mike, Ken og jeg selv, røg ikke og vi foretrak at indhalere frisk luft. De fire på bagsædet, tændte en cigaret så snart vi var kommet ind i lastvognen. Det var dejligt med frisk luft. Vi tog os mange gange en nap søvn om morgenen, når vi kørte, men ingen af os følte os søvnige, når vi var på vej tilbage til byen.

Gulligt lys mellem træerne
Mine øjne blev fanget af noget lys, som kom der mellem træerne, kun cirka 100 meter fra os. Jeg formodede at det var solen, der var ved at gå ned i vest. Men jeg tænkte, at det ikke var muligt, for solen var jo allerede gået ned for mere end en halv time siden. Jeg tænkte at det måske var soldater på øvelse, forlygter eller måske var det ild. Nogle af fyrene bemærkede ikke lyset, da de sad i den anden side af vognen.

Som vi fortsatte op af vejen mod lysningen, passerede vi et sted, hvor vi kunne se ind i skoven. Vi fik kun et lille glimt, da grene og træer igen dækkede for åbningen i skoven.

"Søn af en ......." sagde Aleen.

"Hvad helvede var det?", spurgte jeg.

Mine øjne blev nysgerrige, for at få et ordentligt glimt af, hvad det kunne være. Fra min åbning i vinduet, kunne jeg se noget gulligt skinne ned på tværs af vejen. Jeg ventede spændt til vi kunne nå derhen, vel cirka kun 40 meter længere fremme.

Mike kunne ikke se op fra føresædet i den vinkel, så han lænede sig frem over og sagde: "Hvad ser I fyre nu?".

Dwayne svarede. "Jeg ved det ikke - men det så ud som et fly der var styrtet og hænger i et træ!"

Omsider speede Mike den lille Fiat pickup op, eftersom vi blev mere og mere ophidset. Vi kom forbi et tyndt område i skoven, hvor vi kunne se lidt af noget underligt, lysende. Pludselig blev vi elektrificeret af det mest frygtelige utrolige syn vi nogensinde i vort liv havde set.

"Stop!" skreg John. "Stop lastbilen!"

Da lastbilen var standset, med en sky af støv, åbnede jeg døren for at se nærmere på den blændende lys.

"Min Gud!" råbte Aleen. "Det er en flyvende tallerken!".

Mike standsede bilens motor. Vi iagttog hvad vi så, tryllebundne. Mændene i den venstre side af lastvognen lænede sig over, for at kunne se. Der, kun tyve meter over jorden, svævede en fremmede, gylden skive lige så stille. Vor opmærksomhed var henledt på objektet, som hang der og balancerede i luften. Det holdt stille, det føltes som en evighed.

Frygten
Den kolde og rystende virkelighed af hvad vi bevidnende så, blev slået til frygt og ærefrygt af hver eneste af os.
Dette pludselige iagttagende objekt, dets storslåede struktur, kaldte alle følelser frem på én gang. Du ville kunne høre vore hjerter hamre, i denne vanvittige stilhed. Mindre end tredive meter borte, hang et metallisk rundt objekt svævende i luften, kun femten meter over træ stablerne.

Objektet var stillestående, svævende og ingen som helst lyd. Det hårde og mekaniske præcision af det lysende objekt, var i skarp kontrast med det primitive dundrende mørke omgivelser. Dets kanter var klart defineret. Det gyldne objekt kunne fuldstændig skitseres mod den fordybende blå klare aften himmel.

Det bløde gule lys fra objektet oplyste området med en uhyggelig glød. Under det underlige lys, tog skoven en bizar farve, som var meget forskelligt fra de naturlige farver. Træer, grene og græsset reflekterede subtile, besynderlige skygger.
Jeg skønner at objektet var omkring tyve meter i diameter, og vel omkring femten meter i tykkelse. den fladtrykkede skive, havde ligesom to gigantiske halvskiver vendt mod hinanden, og ovenpå en top. Den hvide kuppel øverst på objektet, var næsten ikke synligt fra den vinkel hvor vi befandt os. Vi kunne se mørke striber af sølv glans omkring midt på objektet.

Der var ingen synlige antenner eller fremspring på nogen måder. Der var intet som lignede en luge, port eller vindues-lignende struktur. Der var ingen bevægelse eller nogen som helst lyd fra objektet. Det forekom næsten til at være dødt, der i luften.

Jeg kiggede fra den ene til den anden og så deres bange ansigter. Men jeg var bange for at det pludselig ville svæve bort, for jeg ville da miste muligheden for at tilfredsstille min nysgerrighed omkring det. Jeg gik hurtig ud af lastvognen, og begyndte at gå over mod objektet.

Mændene blev aktive ved min pludselige handling.

"Hvad er det du laver?", skreg Mike i en høj og grov tone.

© UFO-SANDHEDEN ®, Denmark by Poul-Erik Nielsen, http://ww.ufo-sandheden.dk - COPYRIGHT
Jeg placerede mine fødder forsigtigt og gik, og jeg nærmede mig hurtigt det mystiske objekt. Jeg trådte over en lav beplantet fyr række, og valgte omhyggeligt hvor jeg gik. Jeg puttede mine hænder i mine lommer, som svar på den kølige luft der var udenfor lastbilen.

"Hey, Travis!" advarede mændene mig ihærdigt.

Jeg stoppede med at gå, og tænkte mig om et øjeblik. Jeg så tilbage hen til lastbilen, og så de seks mænd stirre ængsteligt på mig. Den realistiske tanke omkring hvad jeg var i gang med, fik mig til at tvivle på, om jeg ville fortsætte. Hvad skulle jeg gøre? Jeg spurgte mig selv. Måske var jeg for dumdristig. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke ville gå nærmere . . . men hvad nu, hvis der var nogen derinde i dette objekt? Jeg tog mig sammen til at fortsætte, og tænkte, at jeg altid kunne løbe bort.

Jeg besluttede mig. Uden at svare de andre mænd, fortsatte jeg resolut min fremgang mod objektet. Jeg bevægede mig mere langsomt nu, men det var også halv mørkt nu. Jeg rettede mig op, da jeg kom ind i det gule bløde lys, som reflekterede under objektet. Jeg var nu omkring seks meter fra objektet, og direkte neden under det. Jeg var fyldt med en vældig ærefrygt og nysgerrighed, mens jeg stod der.

Jeg blev opmærksom på en meget lav summende, knapt hørbar lyd fra objektet. Jeg kunne opfange en fremmedartet blanding af høj metallisk lyd. I perioder var lyden så høj at den føltes gennemborende, med bippende lave toner som forsvandt i det fjerne. De fremmedartede toner var så blandede, at det var umuligt at sammenligne dem med nogen anden form for lyd, jeg har hørt.

"Travis! Gå væk derfra!" råbte Mike til mig.

Jeg tog et flygtigt kig på pickup'en som holdt på vejen, og vendte min opmærksomhed tilbage, for at studere det utrolige fartøj (objekt).

UFO stråle mod Travis Walton
UFO stråle rettet  mod Travis Walton

Pludselig blev jeg skræmt af en buldrende vibrationsbevægelse fra objektet. Jeg gav et spjæt af skræk, da lyden buldrede frem, som om en mængde turbine generatorer startede op. Jeg så, objektet slingrede på sin akse med ansporende bevægelser, og det begyndte at snurre på en ustabil måde i toppen.

Jeg dukkede mig i en busk, da en vældig klar, blå-grøn stråle skød ud fra bunden af objektet. Jeg så og hørte intet. Alt hvad jeg følte var et slag, som lyden fra en højspænding. Min forstand sank hurtigt ind i et ufølsomt mørke. Jeg så ikke hvad der skete mig, men fra det øjeblik jeg fik det smæld fra lyset, så hørte eller følte jeg ikke noget mere.

Mændene i lastbilen så min krop bue bagover, arme og ben udbredte, mens jeg blev slynget til fra jorden. Jeg var udslynget baglæns gennem luften. De så min højre skulder ramme en hård stenjord, og min krop lå udspredt på jorden.

"De fik ham!" råbte Steve

"Lad os komme væk herfra!" skreg Dwayne

"Få den mær til at flytte sig!" skreg Allen hysterisk

Mike behøvede de ikke at spørge. Han famlede allerede desperat efter tændings kontakten. Hans rystende hænder fik omsider grebet nøglen. Motoren brølede til live. Mike drønede i en rasende fart op af den stenbelagte vej.

"Følger det efter os?" råbte han over hans skulder. Ingen svarede.

"Er den efter os?" råbte han igen.

Da ingen svarede, vendte han sig for at se de bedrøvede chokerende ansigter på hans sjak. Deres blege ansigter stirrede tomt lige ud. I reaktion til den utrolige skrækkelige oplevelse de lige havde været vidner til, så han nu seks hærdede skovarbejdere var reduceret til tomhjernede enheder.

Mike var bange for, at objektet forfulgte dem. Han lænede sig ud af det åbne vindue, for at prøve at se bagud, han var ængstelig. Ind imellem skovens træer kunne han skimte en svag gul farve i mørket, hvilket fik ham til at træde endnu hårdere på speederen.

Da Travis faldt om, stak de øvrige fra sjakket af.
Da Travis faldt om, stak de øvrige fra sjakket af.
Den ranglende lastbil skød frem med en fart af halvtreds kilometer i timen - alt, alt for hurtig på den stenede og ujævne vej. Sidespejlet blev ødelagt af træer, da han kom for langt udenfor vejbanen, og bilen slingrede. Den gamle lastbil fløj gennem luften, da han kørte lidt ved siden af en høj vand bro.

Den stærke lyd af metal på metal bragte Mike til han sanser. Han var pludselig grebet af en iskold virkeliggørelse. Hvis lastbilen gik i stykker, ville de være strandet, og objektet ville være en trussel. Han satte farten ned til tyve kilometer i timen. Han var taknemmelig for, at den lastbilen stadig arbejde sig frem ad, og tog dem længere og længere bort.

Lastbilen passerede gennem tykke fyr træer, og objektet kom mere og mere ud af syne. Han gjorde holdt, og bad en anden om at overtage rattet.

"Det ser ikke ud til, at det følger efter os", gyste Mike da han satte bilen i fri gear.

Pausen bragte mændene ud af stilhedens chok. De begyndte at jabbe hysterisk. I stedet for at fortsætte, sad de der mens motoren kørte. De kæmpede for at samle sig og for at bestemme sig til, hvad de ville gøre. Alle råbte i hovedet på hinanden.

Mike spurgte bekymret: "Jeg så ham falde bagover, men hvad skete der med ham?"

"Mand, en blå stråle blev skudt ud af bunden på den der ting, og tog ham op i sig! lige som han blev suget op". Kens stemme var højtidelig med ærefrygt.

"For helvede! det så ud til at han desintegrerede!" forklarede Dwayne.

"Nej, han var i et stykke", modsagde Steve. "Jeg så ham ramme jorden."

"Jeg véd en ting. Det er sikkert at han blev hentet eller opslugt af det der lys!" returnerede Dwayne. "Jeg hørte en zap - ligesom han rørte ved en levende elektrisk tråd!"

"Hey, mænd, det er bedre at vi tager tilbage!", sagde en eller anden.

"Under ingen omstændigheder. Jeg går ikke tilbage dertil" sagde en anden.

Mændene diskuterede, og Mike indskød: "Lad os tænde et bål, så de der ikke vil med tilbage, kan blive her mens vi andre går tilbage".

Lige da Mike havde læsset benzin ud fra ladet, kunne de skimte lys på vejen, som kom imod dem fra vest.

"Lad os få fanget den bil og få hjælp!" bjæffede John omgående.

Alle stillede de sig op på højre side af lastvognen. Da Mike gik rundt om lastbilen, udbrød han: "Se! Kan I se det?" Mændene kiggede. En af dem løb om foran lastbilen. "Hvad var det?", spurgte han.

Mike fortalte dem, at han mente at havde set et kortvarigt blik af objektet gennem træerne, syd for dem. Det havde løftet sig vertikalt til træ tops højde, og svævede bort i nord østlig retning med en utrolig fart.

De satte sig ind i lastbilen. Mændene diskuterede igen hvad der var hændt. De diskuterede stadig, da de nåede til krydsvejen mod nord til Heber.

Mike drejede lastbilen omkring ved krydsvejen.
Han sagde fast: "Lastbilen kører tilbage. Er der nogen der ikke vil med, kan de stige af vognen her og vente! Vi har opført os som en bundt af kujoner. Vi er bange og skræmte, det kan ingen benægte, men vi må gøre, hvad vi skulle have gjort fra starten!"

De generte mænd protesterede ikke længere over, at skulle tilbage til stedet, hvor det hele skete. Selvom nogen var modvillige, så var de så skamfulde, at det ikke ville sige det. Og sammenlignet med at stå at vente i tusmørket, måtte det være værre end at vende tilbage sammen.

Deres mod var blevet forstærket, efterhånden som tiden var gået, og afstanden fra stedet var blevet større. Imidlertid blev denne scene ændret, jo nærmer de kom til stedet, og de begyndte at blive ængstelige som før. De begyndte at tænke på det skrækkelige de havde oplevet, og om objektet returnerede til stedet. Jo nærmere de kom, jo mere bekymrede blev de.

"Hold her! det var lige her!" udbrød Ken

En eller anden foreslog at vende bilen, så bilens forlygter kunne lyse ind mod træ stablen, over det sted, hvor de havde set det svævende objekt. De bakkede og kørte ind mod stammen, så lyset fra bilen kunne oplyse stedet. Deres øjne søgte hele det oplyste område.

De fandt intet.

"Lad os gå ud for at se os omkring", sagde Mike.

De søgte først i sikkerhed af forlygternes lys. Alle forblev tæt sammen. De søgte nu ind i mørket. De søgte bag hver stamme, busk og hver en stub. De kaldte gentagne gange: "Travis" . .. TRAVIS!!"
Bortset fra deres kaldende råb, var skoven dødsens stille. De søgte længere mod nord, som Allen havde foreslået. De søgte ned at bakke skråningen og længere mod syd. De fandt intet noget sted - ingen fremmede objekter eller usædvanlige afmærkninger. Ingen brand, aftryk eller jord afmærkning. Ikke et spor og ingen bevis for at der havde været en kamp. Jo mere de fortsatte, jo mere bange blev Mike. Han snublede flere gange, og kæmpede virkelig for at bevare roen.
Tabet af hans ven, skyldfølelsen og indtrykket af objektet som tog hans ven, blev for meget for ham.
Omsider genvandt Mike forfatningen og sagde: "Okay, gutter, vi gør ikke noget godt her. Lad os gå!"

De satte sig ind i lastbilen, og begyndte at køre tilbage til Heber. Hukommelsen af hvad de havde set for nylig, blev genkaldt af stærke emotionelle reaktioner.

Ken udtalte den tanke, som de alle havde undveget så længe. "Vi må fortælle dette til myndighederne."

De besluttede sig for at meddele Travis Walton's forsvinden til myndighederne, så de kørte ind til byen Heber, og rapporterede til myndighederne, at Walton var forsvundet. Myndighederne rykkede ud for at eftersøge Walton - men de fandt intet spor af ham.

Walton ombord i UFO:

"Ugnng . . .!" Jeg stønnede stille. Mit første glimt var langsomt ved at vende tilbage til bevidstheden, og jeg blev overvældent af en følelse af smerte.

"Oh forbandelse!" Jeg skurede mine tænder mod hinanden. Den utålelige smerte, forårsagede at jeg flere gange var ved at miste bevidstheden. Jeg følte mig dårlig, og det føltes som om det brændte over det hele på mig, og inden i mig.

Hvor helvede er jeg, tænkte Travis
Hvor helvede er jeg, tænkte Travis

Jeg befandt mig liggende på ryggen. Jeg forsøgte ikke på at bevæge mig eller at åbne øjnene som det første. Jeg var så svag, ufattelig svag, så hvis jeg forsøgte bare at bevæge mine arme, følte jeg at jeg næsten blev lammet.
Jeg følte en bitter metallisk smag på min tunge. Min mund var tør, og jeg var meget tørstig. Besynderligt, svagheden i mine muskler synes ikke at komme på grund af sult. Jeg havde en besynderlig rystelse, en blanding af svaghed og sygdom. Noget var skrækkeligt galt her.

Jeg åbnede og lukkede mine øjne ujævnt. Jeg kunne ikke se noget som helst.
Et udvisket billede synes langsomt at sammenvokse sig. Mine øjne kæmpede mod smerten. Mit syn skiftede i og uden for fokus. Min vision blev langsomt tydeligere. De disede omgivelser blev efterhånden tydeligere for mig.

Det faste tilbehøret var et lysende rektangel på tre gange en halv meter. Lyset kom fra denne flade, rektangulære matterede overfalde. For et øjeblik kunne jeg skelne mellem metal glans af loftet i en blødere, reflekterende glød over lyset. Det faste tilbehør synes at være nærmere mig end selve loftet.

Hvad er der galt med mine øjne, spørger jeg mig selv. Loftet er uhæderlig. Det er alt for lille på den ene side og alt for stor i den anden side. Laver mine øjne tricks med mig? Jeg lukker dem imod dette ubehag, men åbner dem snart igen, for at få den svimmelhed jeg føler, til at aftage. Loftet var virkelig underligt, det er trekantet, med spidsen ned mod mine fødder.

Hvad er det for et underligt sted! Jeg reflekterede forbavsende. Jeg har været såret. Yeah, sådan må det være! . . . Men hvad? Jeg kunne huske følelsen af, at en eller anden havde slået mig med en baseball eller noget i den retning.

Pludselig kommer hukommelsen tilbage, og nu kan jeg huske hvad der skete med denne forbløffende effekt. Jeg husker, at jeg stod i skoven og så på det kæmpe store udenjordiske fartøj.

Hvor i helvede er jeg?. . . Ohhhh min Gud - Hospitalet! De har bragt mig til hospitalet! Tænkte jeg.

Det var meget varmt og fugtigt. Den tunge luft var næsten kvælende. Det lugtede dårligt og muggent.
Jeg svedte, og lagde badet i min sved. Jeg følte at min jakke strammede oppe under armene, og undrede mig over, hvorfor en sygeplejerske ikke havde fjernet den.
Jeg havde al mine arbejdsklæder på, tilmed mine støvler, og jakken som var alt for varm. Jeg må være såret så alvorligt, at de ikke har haft tid til at tage min jakke af, tænkte jeg. Måske befandt jeg mig i et rednings rum af en slags.

Jeg følte noget presse ned på mine knæ. Det føltes koldt og glat. Jeg så ned, og holdt mine øjne åbne længe nok til at kunne se, at min skjorte og jakke var skubbet op omkring mine skuldre.
En fremmed anordning, bueformet, var spændt tværs over min krop. Det var omkring fire eller fem tommer tykt, og jeg kunne føle at det var i forlængelse fra mine armhuler til få tommer over mit bælte. Det bueformede ned til midten af hver side af mine ribben. Det så ud til at være lavet af skinnende, mørkegrå plast eller metal.

Jeg så forbi den øvre kant på anordningen. Jeg kunne se nogle figurer af doktorer, læne sig over mig med deres hvide masker og hætter. De bar usædvanlige orange farvede kirurgiske kjoler. Jeg kunne ikke se deres ansigter klart.

BBrat blev min vision klar. Den pludselige skræk af hvad jeg så, rokkede mig, og jeg indså at jeg absolut ikke var på noget hospital.

Jeg så lige ind i ansigtet på et frygtindgydende væsen! Det så stadig på mig med store, lysende brune øjne.

Jeg så mig desperat omkring. Der var tre af dem. Jeg slog ud efter de to på min højre side, ramte den ene med bagsiden af min arm, og bankede den ind i den anden. Mine slag var ikke mere end et skub, jeg var så svækket. Den ene som jeg rørte ved føltes blød gennem beklædningen. Væsenerne var lyse, og havde let ved at falde tilbage.

Min handling forårsagede, at anordningen som var placeret på tværs over min krop, faldt på gulvet. Ingen tråde eller rør forbandt den til mig, eller til noget andet overhovedet. Der rokerede grønagtigt lys ud fra dens underside.

Min smertende krop ville ikke gøre, hvad jeg bad den om. Mine ben føltes for svage til at kunne holde mig oppe. De monstrøse tre humanoider bevægede sig hen mod mig. Deres hænder greb ud efter mig.

Med den overmenneskelige anstrengelse, som et fanget dyr, brugte jeg al styrke til at forsvare mig selv. Kæmpede, så mit kranium gav frygtelige smerter, og greb efter noget på bænken, med hvilket de fik afværget. Min hånd greb fat om en tynd gennemsigtig cylinder, omkring atten tommer langt. Jeg havde brug for noget skarpt. Jeg prøvede at brække toppen af røret. Jeg smadrede enden af denne glaslignende stav ned på briksens metalliske plade, som jeg havde ligget på. Det ville ikke gå i stykker. 

Jeg sprang i kampstilling med spredte ben. Jeg piskede rundt med det cylinder, mod de avancerede væsener, skreg desperat, og gav hysteriske trusler. Væsenerne fortsatte langsomt mod mig, med deres hænder udstrakte.

"Hold jer væk, forbandede du!", skreg jeg truende.

De stoppede. Med et snerrende ansigt, holdt jeg røret bag mit hoved. Jeg følte mig håbløst fanget. Jeg var omringet, med ryggen mod muren.

De stod fremdeles stille, stumt. De var ganske små, under seks fod i højden. De havde en fundamental humanoid form: to ben, to arme, hænder med fem fingre på hver hånd, og et ansigt som et normalt menneske. Men alligevel var ligheden til mennesker skrækindgydende forskellig.

De havde et enkelt stykke overtræks tøj på, som var fremstillet af blødt materiale, orange brune farve. Jeg kunne ikke se nogen kornmasker i materialet, som de havde på. Jeg kunne ikke se nogen form for maske i det materiale, som de bar. Deres klæder så ikke ud til at have nogle sømme. Jeg så ingen knapper, lynlåse eller snapper. De bar ingen bælter. Det løse klædningsstykke var samlet ved håndleddene og måske anklerne. Der var ikke nogen form for krave ved halsen. Jeg kunne ikke fastslå detaljerne ved deres sko, men de havde meget små fødder.

Da de rakte deres hænder ud efter mig, bemærkede jeg, at de ingen negle havde. Deres hænder var små, fine og uden hår. Deres tynde, tynde fingre så bløde ud. Deres glatte hud var så bleg, at det lignede kalk.

Deres skallede hoveder var uforholdsmæssige store, i forhold til deres svage kroppe. De havde udstående, overdimensionerede kranier, en lille kæbe struktur. Deres tynde læbe-munde var smalle. Jeg så dem aldrig åbne dem.

Den eneste funktion som ikke viste tegn på underudvikling, var deres utrolige øjne. De skinnede og havde brune dobbelt iris størrelse i forhold til et normalt menneskes øjne. Irissen var så stor, at selv dele af pupillen blev skjult af øjenlågene. Der var meget lidt af den hvide del i øjnene. De havde ingen øjenbryn.

Med alle mine skrig og hysteriske udråb, havde jeg berørt dem, men de sagde aldrig nogen sinde noget til mig. Jeg hørte dem ikke tale med hinanden. Deres munde frembragte aldrig en lyd eller bevægelse. Den eneste lyd jeg hørte, var mine egne bevægelser og stemme.

Lige som jeg ville springe på dem, vendte de brat om og åbnede til et andet rum. De gik ud af den åbne dør, vendte sig højre om og forsvandt. Antiklimakset af deres retræte var utrolige. Den ekstra adrenalin som var kommet i mine blodårer, lod mig bare tilbage, temmelig rystet. Jeg faldt tilbage til briksen. Jeg åndede den tunge luft ind i mig.

Jeg så hen mod døren, og var bange for at de udenjordiske væsener ville vende tilbage.
Der var ikke nogen at se. Jeg havde brug for noget bedre at forsvare mig selv med.
Jeg bemærkede en imponerende samling af fremmede instrumenter. Instrumenterne var arrangeret tæt ved den midterste af briksene.
Der var ikke noget jeg kunne genkende, men nogle kromlignende objekter mindede mig om laboratorier eller et lægekontor. Alle objekter var dog for små til, at jeg kunne bruge dem som våben til mit forsvar. Jeg var mest bange for, at væsenerne sårede mig med nogle af de instrumenter. Jeg rørte ikke ved noget af det, og kastede det klare rør ned på gulvet.

JJeg måtte bare ud herfra,og  jeg tænkte som en desperat.

Travis forsøger at slippe væk
Travis forsøger at slippe væk

Der var en buende entré på omkring tre fod udenfor døren. Loftet gav en svag bue, en lidt underlig dimension. Jeg så til den højre side i den passage, hvor de fremmede havde løbet. Der var ingen at se.

Jeg kunne heller ikke se noget til venstre. Jeg begyndte at gå den vej. Jeg kom ind i en korridor. Jeg kom forbi en åben døråbning på min venstre side, hvor jeg gik ind. Nu var jeg bange for at stoppe op.

Vent bare et forbandet minut, Travis! Jeg kæmpede for at få lidt styr på min selvkontrol. Hvad nu hvis jeg mistede chancen for at finde ud af dette sted. Jeg så en anden dør, ti meter længere fremme på min venstre side. Jeg fortsatte langsomt.

Måske denne ville være min udvej . . .

Døren var nu kun få meter fra mig, og jeg stoppede i åbningen.

Jeg kiggede derind. Jeg så et rundt rum, omkring seksten meter i bredden med en hvælvende loft, omkring ti meter høj.

Der var ingen der. Rummet var total tomt, bortset fra en enkelt stol, som vendte ryggen mod mig.

Jeg så tilbage. Entréen var stadig tom. Jeg gik langsomt ind i rummet. Jeg tøvede med at komme nærmere stolen, måske sad der en i den, som jeg ikke kunne se bagfra.

Jeg cirklede, men holdt afstand fra stolen, og kontrollerede for at se, om der sad nogen i den stol. Jeg fulgte kurven af væggen, for at gå rundt om den. Jeg var klar til at slå en hurtig retræte, hvis jeg skulle se et af de hæslige fjæs igen. Jeg stoppede for hvert skridt, og kiggede efter stolen. Jeg så ingen, så jeg fortsatte rundt, hvor jeg rigtig kunne se, at stolen var tom.

Væsenerne holder Travis under opsyn
Væsenerne holder Travis under opsyn

Jeg kiggede ængsteligt mod den åbne dør, mens jeg langsomt gik hen mod stolen. Efterhånden som jeg nærmede mig den, begyndte underlige ting at ske. Jo nærmere jeg kom hen til det, jo mørkere blev rummet! Små punkter af lys blev synlige på, eller gennem væggene, selv gulvet. Jeg trådte tilbage og effekten ændrede sig igen. Jeg gik igen fremad, og det blev igen forøget, punkterne af lys blev lysere i kontrast til den mørkere baggrund. det var som om at stjernerne kom til syne på nattehimmelen, bare meget, meget hurtigere. Den matte grå metal væg blegnede ud og blev erstattet af glimtende lys.

Jeg så på kontrol mulighederne på stolen. På det venstre armlæn, var der en enkelt række korte, tykke håndtag, besynderligt formet. På det højre armlæn, var der en lime-grøn skærm på omkring fem tommer, men en masse sorte linier som krydsede hinanden i alle mulige vinkler. Under den, var der en firkantet enhed som indeholdt femogtyve farvede knapper, arrangeret omkring fem vertikale rækker med en farve for hver række. Jeg så efter symboler eller skrevne ord, men fandt intet.

Eksperimentet, jeg overvejede risikoen, men jeg var desperat nu. Måske ville en af de der knapper åbne en dør eller noget i den retning. Impulsivt skubbede jeg til en af de grønne knapper. Jeg så omkring i rummet og lyttede forsigtigt - der skete intet. Da jeg skubbede på den grønne knap, bemærkede jeg linierne på skærmen havde forandret sig. Ubekymret skubbede jeg nu til en af de andre grønne knapper. Liniernes vinkler forandrede sig hurtigt. Så skubbede jeg også nogle af de andre farvede knapper. Der skete stadig intet. Intet bevægede sig og intet kunne høres.
© UFO-SANDHEDEN ®, Denmark by Poul-Erik Nielsen, http://ww.ufo-sandheden.dk - COPYRIGHT
Rystende. Jeg satte mig ned på stolen, som havde en meget hård overflade. Jeg satte min hånd ind i den formede T-grip på håndtaget. det var for lille til min hånd. Jeg roterede med det forreste håndtag, og følte at den havde en flydende modstand. Jeg følte mig pludselig desorienteret, efterhånden som stjernerne begyndte at bevæge sig i nedadgående retning. Stjernerne stoppede deres bevægelse, og forblev hvor de var. Jeg frigav håndtaget.

Hvis denne ting er flyvende, kunne jeg forulykke med det, eller få det ud af kurs eller sådan noget. Jeg besluttede mig for ikke at pille mere ved de kontrol enheder. Jeg måtte eskalere en desperat situation i forhold til en fatal katastrofe.

Jeg forlod stolen og gik hen til enden af rummet. Da jeg gjorde det, blegnede stjernerne ud, og overfladerne af væggen, loftet og gulvet kom igen til syne. Jeg bevægede mig over til en af de rektangulære lukkede døre. Jeg søgte kanterne, for et tegn på en kontakt eller en åbnings mekanisme. Jeg så ingen. Jeg så mig om efter en eller anden form for symbol eller tekst, som kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvor jeg var eller hvordan jeg kom ud. Intet.

Jeg gik tilbage til stolen, og stillede mig ved siden af den, og stirrede på knapperne. Jeg tænkte på igen at prøve at skubbe til nogle af knapperne, da jeg hørte en svag brummende lyd. Jeg drejede mig rundt og så, at der i døren stod et menneskeligt væsen!

Jeg stod bare der som forstenet. Han var en mand, omkring seks fod høj (cirka 182 cm), og var slank. Han var meget muskuløs. Han forekom at veje omkring to hundrede pund (cirka 100 kg). Han bar en klar sæt blød beklædning, ligesom velour. Hans fødder var dækket af sorte støvler, og han havde et sort bånd eller bælte om livet. Har bar ingen redskaber eller våben, hverken i bæltet eller i hænderne.

Jeg gik op til ham, forklarede og stillede mange sorte spørgsmål. Manden forblev stille gennem hele den verbale snak. Jeg var bekymret over hans dybe stilhed. Han tog mig fast men blidt i armen, og viste mig at jeg skulle følge ham. Han tog mig ud i et rum, og vi gik gennem en smal entré, hvor han trak mig langs ham på grund af pladsen.

Han stoppede ved fronten af en lukket døråbning, som gled op og ind i væggen. Jeg kunne ikke se, hvad der forårsagede at døren åbnede sig. Det rum som viste sig nu, var meget lille, som en lille foyer eller en del af en entré. Døren gled hurtig tilbage og lukkede sig bag os. Jeg forsøgte igen at tale til manden, som stod der. Intet svar.

Vi befandt os der i en metallisk bås i omkring to minutter. Rummet var ikke mere end omkring to gange tre meter. Da gled en døråbning op i den modsatte ende.

Der strømmede en brillant varm lys gennem åbningen i det lufttætte lignende rum, det var næsten som dagslys og farve og skygge. Frisk og kølig luft blæste ind, og mindede nærmest om forårsluft udenfor. Det var en lettelse at få frisk luft. Jeg stod og inhalerede den friske, rene og kølige brise. De sidste smerter i mit hoved og krop, var stort set forsvundet nu. Jeg havde næsten glemt ubehaget, som havde været ved min konstant. Jeg havde genvundet min bevidsthed.

Jeg gik ned af en lille rampe med syv eller otte trin. Jeg så mig omkring, og opdagede, at jeg faktisk var udenfor det matte, fremmede fartøj (objekt), men jeg var ikke udenfor i naturen. Det var et kæmpe enormt rum. Loftet var delt op i sektioner som vekslede mellem rektangulære mørkt metal, som kastede lyset bort. Loftet var bueformet. Rummet var formet ligesom en kvart cylinder, lagt ned på siden.

På min venstre side i det store rum, var der to eller tre ovalt formede UFOer, som reflekterede lys som om det var poleret krom. Jeg kunne se to af dem meget tydeligt, og en sølvlignende refleksion kunne være et andet rundt UFO. De var omkring fyrre eller femogfyrre fod i diameter, en lille smule mindre, end det kantede jeg kom ud fra. Jeg så ingen sammenføjninger eller afbrydelser i de glatte, skinnende, fladtrykte kugler. De var placeret på en meget rund bund, og jeg kunne ikke se hvordan de kunne balancere der.

Manden ledsagede mig på tværs over det åbne gulv, til en dør som blev åbnet stille og hurtigt. Vi befandt os i en entré som var omkring seks fod bred, og som blev oplyst gennem en otte fods høj loft. Entréen var måske firs fod lang. Der var lukkede dobbelt døre langs korridoren.

I enden af entréen, var der et andet par dobbeltdøre. Jeg iagttog alt med et skarpt blik. Jeg kunne ikke se at han berørte noget, men igen åbnede døren sig. Vi kom ind i et hvidt rum, omkring femten fod, firkantet, og der var cirka otte fod til loftet. Rummet havde et bord og en stol. men min interesse var fokuseret på de tre andre menneske-lignende væsener.

To mænd og en kvinde stod omkring bordet. De var alle iklædt blå uniformer, som den første mands, bortset fra, at de tre ikke havde en hjelm på hovedet. De to mænd havde den samme muskelstyrke og det samme maskuline udseende som den første mand. Kvinden havde også et ansigt og en figur, som var indbegrebet af hendes køn. De var blege at se på. De havde ingen mærker, fregner, rynker eller ar noget sted på deres hud. De så alle på manden, som havde fulgt mig ind i dette rum. De delte en familie-lignende lighed, selvom de ikke var identiske.

"Vil en eller anden være så høflig at fortælle mig, hvor jeg er?", bønfaldt jeg.

Jeg var stadig meget rystet, efter mødet med de rædselsfulde væsener.

"Hvad helvede går det her ud på? Hvad er det her for et sted?"

De svarede mig ikke. De så kun på mig. En af mændene og kvinden, som stod ved bordet, kom nærmere over mod mig. Stille tog de hver en arm på mig, og ledsagede mig hen mod bordet. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg skulle samarbejde med dem. De ville ikke fortælle mig noget. Men jeg var klar til at diskutere.

De løftede mig ganske let op på kanten af bordet. Jeg blev varsom, og begyndte at protestere.

"Vent et minut. Fortæl mig hvad det her går ud på!".

Jeg begyndte at gøre modstand, men alle tre begyndte at skubbe mig blidt baglæns ned på bordet. Jeg så op på loftet, som var dækket med paneler af blødt glødende hvidt lys med en anstrøg at blåt.

Travis bliver ført ind til nogle menneskelignende væsener
Travis bliver ført ind til nogle menneskelignende væsener

Jeg så at kvinden pludselig holdt et eller andet objekt i hendes hånd, som kom intet sted fra - den så ud som en af disse klare, bløde plastiske ilt masker, der var blot ingen rør forbundet til den.

Hun pressede masken ned over min mund og næse. Jeg prøvede at gøre modstand og rive den af. Men jeg blev hurtig svag. Alt startede med at blive gråt. Og så blev det hele sort.

Bevidstheden kom tilbage til mig i løbet af natten. Jeg vågnede og befandt mig på et koldt sted, vest for Heber, Arizona. Jeg lagde på maven, og mit hoved hvilede på min ene arm. Kold luft fik mig øjeblikkelig til at vågne.
Jeg så op, og så et lys blive slukket, som kom fra bunden af et bueformet hul. Da jeg rejste hovedet op, blev mine øjne fanget af et hvidt lys, som snart blev slukket. Enten var lyset blev slukket ved at hullet blev lukket i fartøjet, eller også var det blevet slukket inde i fartøjet. Jeg fangede kun et glimt, da jeg rejste mit hoved.

Da så jeg en rund, sølvskinnede skive, svævende omkring fire fod over vejen. Det må have været omkring fyrre fod i diameter, fordi den var meget større end vejens bredde.

I et øjeblik bevægede det sig stille over vejen. Jeg kunne se nattehimlen, de nærliggende træer og hovedvejens midterlinier reflekterede i det buede fartøjs bund. Jeg mærkede en svag varme stråle ramme mit ansigt. På det tidspunkt, svævede det hurtigt vertikalt op i himlen, og skabte en brise, som fik de nærliggende tørre træer til at rasle og græsset til at græsset til at bevæge sig. Det afgav ikke mere lys, og kom næsten øjeblikket ud af syne.

Ufonauterne efterlader Travis i et øde område
Ufonauterne (aliens) efterlader Travis i et øde område

Den mest slående ting omkring dets afrejse, var dets stilhed. Det synes så umuligt, at noget så stort, kunne bevæge sig gennem luften med sådan en fart, uden at kunne høre andet end vind. Det havde været total tavs.

Jeg prøvede at rejse mig og stå mine fødder. Mine ben rystede. Jeg havde svært ved at finde balancen. Jeg så mig omkring, og kunne genkende denne strækning af den buede hovedvej, som førte ind til Heber fra vest.

eg løb vildt ned af hovedvejen, tværs over broen ind til Heber, og stoppede ved den nye bygning på hjørnet af Union 76 og service stationen. Jeg bankede på, men ingen åbnede. Ingen biler passerede.

Jeg løb videre ned af hovedvejen, over den anden bro, til rækken at telefoner ved Esso (Exxon) stationen. Jeg ringede til operatøren, en ti cent mønt behøvede man ikke at putte i, for at ringe til at operatøren i vor del af landet, og stammede og stønnede min søsters telefonnummer. Hun var den nærmeste med en telefon. Telefonen blev ikke taget.

Min bror Grant, svarede. Da var klokken 00:05.

Jeg befandt mig i en utrolig mental tilstand, som er svært af forklare. Så godt som jeg husker, var det noget med at jeg råbte:

"De har bragt mig tilbage!" og jeg talte, "Jeg er ude her i Heber, vær sød at få nogen til at hente mig!".

Jeg frøs min hånd, da jeg holdt den kolde telefon.

Samtalen blev ikke modtaget. De troede at opkaldet var en grusom spøg.

"Ohh, jeg tror du har fået forkert nummer", blev der svaret.

"Vent! Det er mig, Travis!" skreg jeg hysterisk ind i telefon røret.

"Hvor er du?" spurgte Grant, i en mistænkelig tone.

"Jeg står ved Esso (Exxon) stationen i Heber".

"Okay", svarede Grant,

© UFO-SANDHEDEN ®, Denmark by Poul-Erik Nielsen, http://ww.ufo-sandheden.dk - COPYRIGHT
"Bliv der, jeg kommer og henter dig. Læg røret på".

GGrant kørte de tre miles fra Taylor til Snowflake, og fandt min broder Duane og hans kones hus. Han fortalte Duane om telefonopkaldet, og sagde, at han var i tvivl om det også i virkeligheden var mig. Men de besluttede sig for, at de ikke ville løbe nogen risiko, selvom en eller anden idiot kunne finde på den for humor. De startede og kørte til Heber, treogtredive miles derfra.

Pludselig skinnede der kys ind i telefon boksen, det er svært at forklare den lettelse, jeg følte. Jeg løftede mig hoved og så forlygterne af Duane's pickup. Duane og Grant steg ud af bilen, og gik begge over til telefon boksen hvor jeg befandt mig. Duane åbnede glasdøren, og begge hjalp mig ud derfra.

"Jeg er glad for at se dig" sagde Grant.

Duane hjalp mig ind i lastbilen, og bad Grant om at køre.
 På vej til Snowflake, prøvede jeg at fortælle dem om, hvad der var sket mig, men jeg kunne ikke få det hele ud.

"De havde rædselsfulde øjne - hvid hud - store, store øjne . . ."

Jeg hulkede og græd i skræk.

"Tag det roligt, Travis, du er hjemme nu. De gjorde ikke skade på dig, gjorde de?"

"Nej . .. men de øjne, de frygtelige øjne! De holdt dem på mig hele tiden!"

"Godt at du er okay", sagde Duane.

"Alle har været meget bekymrende syg for dig."

"Hvis det allerede er midnat, må jeg havde været bevidstløs i et par timer", svarede jeg usikkert.

"Fordi jeg kun husker omkring en time eller halvanden inde fra dette frygtindgydende objekt."

Duane og Grant så bekymrende på mig.

"Travis, føl dit ansigt", sagde Duane.

"Guud for helvede, jeg barberede mig da her til morgen, og nu har jeg ugelang vækst!" forklarede jeg uforstående.

"Travis", sagde Duane blidt og stille, "du har været borte i fem dage!

Han har senere måtte gennemgå adskillige undersøgelser af enhver tænkelig art, og enhver af disse undersøgelser, har bekræftet og dokumenteret denne sandhed.

Vidner i forbindelse med UFO bortførelsen af Travis:


Travis Walton

Travis Walton:


"Hvis jeg skulle komme ud for en lignende situation engang til, vil jeg aldrig i mit liv, forlade vognen
".




Michael Roger

Michael Rogers: I 1975:

"Jeg har arbejdet i disse skove i mere end ti år, og dette er den mest uhyggelige ting, der nogensinde er sket for mig". I 1995: "Jeg har arbejdet i disse skove i mere end tredive år, og det er stadig det mest uhyggeligste der er sket i mit liv". 




Allan Dalis

Allen Dalis:

"Vi ville ikke tro på det, som i virkeligheden skete. Situationen og følelsen var så urealistisk".






John Guelette

John Guelette:


"Jeg véd hvad jeg så, og jeg så det - og det var ikke fra denne planet, Jorden
".




Steve Pierce


Steve Pierce:


"Strålen fra det ukendte flyvende objekt, var det lyseste jeg nogensinde har set i hele mit liv
".




Dwayne Smith


Dwayne Smith:

"UFOet var kæmpe stort, og afgav et gulligt orange farvet lys"




Kenneth Peterson
Kenneth Peterson:

"Jeg så et blåligt lys komme fra dette mærkelige objekt eller maskine, og Travis fløj bort - som om, han blev taget ombord med en usynlig wire
".






Notat: 2010:
Trawis Waltson's bortførelse er inkluderet på video-DVD'en:
UFO-SANDHEDENS store "
sandheds-dokumentation om Fremmede bortførelser".
Videoen er på 90 minutter, og er opdelt i kapitler, så du kan se hvert enkelt afsnit for sig, eller bare nyde dokumentationen fra start.
Videoen indeholder dansk introduktionstale og har danske undertekster !
Du kan finde yderligere information om denne "specielle BONUS-DVD" anden sted på vor hjemmeside.

© UFO-SANDHEDEN ®, Denmark by Poul-Erik Nielsen, http://ww.ufo-sandheden.dk - COPYRIGHT